Skrevet af Lotte Holmen, journalist og tveægget tvilling

“Det var umuligt at dø, men jeg var heller ikke i live. Jeg længtes efter at blive kørt ihjel”. Ordene er hentet fra Wendy Gibsons personlige beretning efter sin tvillingebrors død, da de var 18. Eller de er hentet fra mig selv.   “Fra nu af kunne intet røre mig. Det værst tænkelige var sket”. Jen Coldwell mistede sin tvillingebror, da de var 22 år. Min tvillingebror døde, da vi var 29.   Det er sært, når andre udtrykker, hvad man selv har “under huden”. Dér har netop de ord/den følelse nemlig siddet i 18 år før, jeg læste bogen “The Lone Twin”.     Joan Woodwards bog “The Lone Twin” er som tekst lettilgængelig og hurtig læst. De teoretiske afsnit om en- og tve-æggede tvillingers tilknytning til hinanden i fosterstadiet, som børn og som voksne er som resten af bogen fascinerende. Forfatteren henvender sig til læseren i et direkte sprog, som ikke kræver forhåndskendskab til hverken emnet, psykologiske eller psykiatriske fagudtryk. Formen supplerer det ukrukkede sprog, og hun formår på en åben og ærlig måde at bruge sig selv, sine egne erfaringer både som psykoterapeut, som menneske og alene-tvilling. Men allermest opslugende er bogens personlige beretninger. Et stort antal konsekvens-eksperter - tvillinger, som har mistet en bror eller en søster - fortæller om sorgen, vreden, ensomheden og om at komme videre med et liv uden den “halvdel”, som man kom til verden sammen med.  Joan Woodward giver i bogen god plads til at læseren “lærer” disse mennesker og deres inderste følelser at kende. Alligevel - eller måske netop derfor - er man ved slutningen af hver eneste beretning lidt ærgerlig over at skulle tage afsked med fortælleren.   Som de to citater fra Wendy Gibsons og Jen Coldwells beretninger i “The Lone Twin” antyder, så fandt jeg næsten uhyggelig genkendelige følelser i beretningerne. Men lige så lærerigt har det været at læse og fornemme de mange beskrevne følelser, som jeg som læser og konsekvensekspert aldrig hos mig selv er stødt på. F.eks vreden og selvbebrejdelserne. I den sidste ende bidrager dette til et rummeligt og nuanceret billede af menneskers sorg-register.     Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor min tvillingebrors død blæste mig fuldstændig omkuld i så mange år og røvede al fokus i tilværelsen. Var det virkelig fordi, vi lærte hinanden at kende allerede i fosterstadiet? Var det virkelig fordi, vi kom til verden med få minutters mellemrum? - fordi vi gik i samme klasse? - og fejrede fødselsdag sammen som børn? Jeg har aldrig tænkt på det på den måde. For mig var han først og fremmest min nærmeste ven, min bedste kammerat, min fortrolige og min familie. Han var ulykkelig. Vi talte, og han skrev og beskrev selvmordet. Jeg besøgte ham efter ligsynet. På hans højre kind sad en dråbe blod og lignede en tåre.   “Fra nu af kunne intet røre mig. Det værst tænkelige var sket”. Jeg havde svigtet. Følte jeg gjorde det igen ved at forlade ham dér. “Det var umuligt at dø, men jeg var heller ikke i live”.   Først 12 år senere lykkedes det at få lov at komme i behandling hos en psykiater. I de år ville jeg gerne have haft kontakt til Joan Woodwards netværk af alene-tvillinger, the Lone Twin Network...  

Lotte Holmen      

Anmeld selv

Læs mere om bogen

Tilbage til Kritiske Livssituationer