Trillingerfaringer – på godt og ondt! 

Den svenske psykolog Britta Alin Åkerman har fulgt 17 trillingefamilier i Sverige fra fødsel og frem til de nu er mellem 13 og 16 år. På en temadag i Oslo holdt hun et oplæg for 25 trillingefamilier.

Vi har lånt artiklen om temadagen af Norsk Tvillingforældreforening, artiklen gengives med tilladelse fra journalisten Anette Haugen. 
Copyright: Anette Haugen.  Dansk bearbejdning Abelone Glahn 

Britta Alin Åkerman er psykolog, psykoterapeut og professor i pædagogik. Hun har udført et trillingstudie, som omfatter 17 trillingfamilier, der alle bor i en omkreds af 200 km Stockholm. Målet har været at undersøge den fysiske og mentale udvikling af disse trillinger.
                      Børnene er undersøgt ved noget som kaldes Griffiths’ Mental Development Scales. Det har vist sig at de mindste trillinger scorede væsentlig lavere end deres søskende. Børnenes mentale udvikling er bedømt ved 4-årsalderen, 9-årsalderen og 13-årsalderen. Hun følger også op nu hvor de begynder at blive 16 år. Studiet har desuden undersøgt aspekter omkring trillingers identitet.
                      Fædrene har svaret på spørgsmål på linje med mødrene. Som hun understregede, så er fædrene nødt til at deltage, når det fødes trillinger. Det er ikke muligt ellers. På et spørgsmål om det var mange af familierne som var blevet skilt, kunne hun berolige med at det gjaldt kun en familie. Det kan se ud  som om, at trillingeforældre i større grad evner at finde løsninger, fordi de er tvunget dertil. 

Udordringer

Britta Alin Åkerman har også foretaget tvillingestudier. Hun har derfor erfaring nok til at kunne understrege, at trillingefamilier oplever flere og andre problemstillinger end tvillingefamilier – selv om nogen af udfordringerne selvfølgelig er de samme. Hun trak også de positive sider frem, men understregede, at det var godt at kende risikomomenterne for at tackle ting rigtig.
                      De biologiske faktorer er en ting. Trillingegraviditet og trillingefødsler indebærer en større risiko end for enlinger og tvillinger. Trillinger er tungere for kroppen, og børnene bliver altid født før uge 37. Det er simpelthen ikke plads til at de kan være der længere. Selv har hun aldrig hørt om nogen, som er født senere end dette – noget som blev bekræftet af alle i salen.
                      Indtrykket fra salen var desuden, at de fleste – dog ikke alle – havde været indlagt i flere uger før fødselen. Når det gælder selve fødselen, mangler sygehuspersonalet ofte erfaring, alene fordi der fødes så få trillinger.
                      Af faktorer i omgivelserne trak Britta Alin Åkerman frem at den tidlige mor-barn-relation blir anderledes. Det var flere af trillingerne i hendes studie som var født ved akut kejsersnit, hvor mor ikke var vågen. Mange følte sig derfor snydt for selve fødselen. Desuden oplevede de at børnene blev taget fra dem med det samme og lagt i kuvøse.
                      Af senere ydre faktorer må trillinger altid kæmpe om opmærksomheden med to jævnaldrende. Dette påvirker udviklingen. Hun benyttede en mors udsagn: ”Når den første spørger, forklarer jeg grundigt. Når nummer to spørger, får han et kortere svar. Når den tredje spørger skal han være glad, om han får noget svar i det hele taget!” 

Den første besked

Hvordan de vordende trillingforældrene får besked om, at de skal ha trillinger er også vigtigt, konkluderede Britta Alin Åkerman. Hun fremtrak igen citater fra ”sine” familier. ”Alle snakket om mange hovedskaller og mange dele. Det blev på en måde for stort for mig til at kunne forstå”. ”Personalet blev skræmt, og det var deres reaktion, som skræmte os”.
                      Det er heller ikke altid den vordende far er med til scanningen. Så må den vordende mor først tackle beskeden alene, for derefter at videreformidle den hjemme. Heller ikke dette er enkelt. Flere i salen nikkede genkendende til situationen.
                      Fra præmaturafdelingen havde hun blandt andet med følgende citater: ”Jeg blev så bange for at tage i børnene. De var så små – tænk om deres arme skulle gå af – tænk om jeg mistede dem”. ”Jeg følte mig så ensom, bange og lille. Hvordan skulle det gå? Personalet så ikke ud til at forstå hvor slemt det føltes”. Åkerman understregede da også, at det var umulig for andre at forstå.
                      Hun påpegede desuden, at det var uheldigt, hvis ikke alle børnene fik lov at komme hjem samtidig fra sygehuset, fordi det da gerne ville tage længere tid at få samme kontakt med den som var tilbage. Flere af familierne havde imidlertid oplevet netop denne situation.

Vel hjemme

Fra den første tid hjemme havde hun blandt andet hentet følgende kommentar: ”Et barn havde vi i favnen. De andre to stablede vi op med hjælp af puder. Med to babyer som hylede og skreg føltes det som en umulig situation at forsøge at give den tredje mad”. ”Den som skreg højest måtte begynde. Det er også den, som fra starten lettest har taget for sig”.
                      Her var hun også inde på, hvor vigtig det er med rutiner. Det nytter ikke at lade børnene tage styringen. Det går under alle omstændigheder ud i eet med bleskift og madning, men noget søvn må man prøve at få. Hun fortalte at flere af trillingemødrene oplevede en depression den første tiden. Dette var imidlertid ikke det samme som en fødselsdepression, men en reaktion på grund af udmattelse. 
                      Når det gjaldt hjælp fra kommunen varierede det meget.. Her kom der mange eksempler fra trillingforældrene som var til stede. Nogen havde fået tilstrækkeligt med hjælp, andre næsten ingenting. Et råd var at starte kampen tidligt, allerede under graviditeten. Andre havde fået besked om, at de måtte vente, til børnene var født.
                      Flere råd kom fra salen: Engagér jordemor i dette når du får beskeden. Det kan under alle omstændigheder have en vis indflydelse, at man har givet tidlig besked.                    
 Erfaringer fra hvordan det var at få besøg den første tiden varierede voldsomt. En familie blev overrendt af venner. Til og med folk de ikke kendte ringede på for at se trillingerne! En anden familie inviterede venner, men bad dem tage med middag selv. De tog også opvasken og var glad for at hjælpe. En tredje savnede, at venner kom. De havde rolige barn, men folk holdt sig væk. 

Skolestart

Temaet om trillingerne bør gå i samme eller forskellige klasser blev også diskuteret. Britta Alin Åkerman anbefalede forskellige klasser, hvis børnene var på vældig forskelligt niveau. Ellers kan konkurrencen blive for hård. Imidlertid kan dette være en udfordring for trillingfamilier. Mange skoler har kun en eller to klasser på hvert trin. Skal så den ene gå alene?
                      Blandt de som ikke har fået trillinger ved kunstig befrugtning, er det mest almindelige at få to enæggede og en toægget trilling. Den toæggede trilling kan i en del tilfælde blive holdt lidt udenfor. Det kan i dette tilfælde blive forkert at lade ham eller hende gå alene. Så bør de måske gå sammen alle tre. At skille på forskellige skoler bliver gerne for kompliceret af praktiske hensyn.
                      Hanne Bogen, som har trillinger på 12 år, fortalte at hendes børn har gået sammen, fordi skolen kun har to spor. Til efteråret begynder de på en større ungdomsskole, hvor vil de gå i hver sin klasse. Datteren Ingvild var med på temadagen og bekræftede at hun glædede sig til at gå i egen klasse. Det havde vært fint til nu, men hun blev lidt ked af at se sine brødre hele tiden.
                      En anden mor fremhævede at hendes døtre som gik i børnehave var nødt til at præsentere sig selv hver eneste dag. Personalet kunne ikke se forskel. Tænk, hvis du skulle gå rundt at præsentere dig for folk du kender hver eneste dag, sagde hun. Det nærmeste en konklusion man kom på det hele, var, at det var vældig vigtig at holde nær og god dialog med børnehave og skole.
 Selv om det viser sig at trillinger som er præmature har et vist efterslæb i matematik og sprog, kunne Britta Alin Åkerman imidlertid berolige med, at ved 16 årsalderen var de fleste kommet på omgangshøjde med de jævnaldrende. Hun understregede også at børnene ikke er mindre begavede, de har bare brug for mere tid til at lære. Igen er det vigtigt at informere lærerne. 

Aflastningsfamilier

I en diskussionsrunde med egne erfaringer, kunne Kari Dæhlin fra Stange give et godt tip videre. Deres trillingedrenge havde hver sin aflastningsfamilie, som de var hos hver ottende weekend. Dette var private venner, som tog hver sin dreng. Nu hvor de har fået et fjerde barn for under et år siden, har de fundet en aflastningsfamilie til hende også.
                      Kari kunne fortælle, at det oprindelig var en god ven som havde sagt at når dit barn kommer, vil jeg have det på aflastning. Vedkommende havde ikke forventet tre, men så fandt de familier til alle. Samtidig som forældrene får tid til sig selv, får drengene forskellige og egne erfaringer. Nogle af  familierne er flyttet, men børnene rejser hen til dem. Det er en fantastisk ordning for alle.
                      Midt i alle udfordringerne fremhævede Britta Alin Åkerman også en række positive ting ved at være trilling. Blandt andet kunne hun fortælle at tvillinger og trillinger ser ud til at ha det bedre end enlinger på visse områder. De har ikke de samme destruktive tanker, som nogen enlinger desværre kan have. Det er for eksempel yderst sjældent flerlinger tænker på at tage deres eget liv.
                      Det er desuden sjældent trillinger bliver mobbet på skolen. De er så stærke, og søskende stiller altid op og beskytter. Det er vigtig at hver og én får følelsen af at være unik, samtidig med de altid har to ved deres side. Sidste råd hun gav var: ”Stå fast som forældre, det er jer, som kender jeres barn!”