Temperament

Jeg er mor til Jeppe og Mikkel på 5½ år. Jeg har et problem med Mikkels temperament. Han er utrolig temperamentfuld - ja et tænd sluk ur. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takle hans måde at være på. Hvis han ikke får sin vilje, råber og skriger han f.eks. røve dumme mor, jeg hader dig. Smider rundt med tingene, er så hidsig, at han næsten ikke kan få vejret. Han har sågar slået mig i hovedet, hvor jeg var ved at skælde ham ud. Han kan slet ikke styre sig selv, og jeg bliver for hård med ham verbalt synes jeg. Jeg vil heller ikke finde mig i hans udbrud eller at han skal styre familien, jeg vil ikke give mig. Jeppe hans bror bliver jo selvfølgelig bange for ham (Jeppe har nemlig et lille stammeproblem, og det bliver værrer, når Mikkel har sine anfald. Mikkels anfald kommer som regel, når han er træt. Hvis ikke han får sine 11 timer i gns. om natten, er han lunte utrolig kort. Jeg kan jo se på ham, at han har det rigtig skidt med det han gør, men han er nok for lille endnu til, at han kan se, at det nytter ikke. Vi giver ikke efter for ham. Mikkel er ellers en utrolig kærlig dreng, glad og enorm energisk. I børnehaven har hen heldigvis ikke problemer mere, men han temperament har selvfølgelig også påvirket ham der og han har en overgang haft svært ved at finde venner, men nu har det bare godt igen, heldigvis.
Vi føler os utrolig magtesløse, min mand og jeg, da vi ikke føler vi har nok indsigt i, hvordan vi skal takle Mikkel, da vi ikke kan nå rigtig ind til ham, før han er kommet ned på jorden igen og har fået smidt rundt med nok ting. Vi vil bare heller ikke finde os i alt det han verbalt smider i hovedet på os, for det er bare simple og faste regler, vi vil have at han følger. Jeg håber I kan hjælpe os.

SVAR:

Kære M.
Forud min uddannelse som psykolog, har jeg en pædagoguddannelse. Jeg kan sagtens huske børn, som din Mikkel, hyppigst drenge, der kunne blive så vrede, at de havde vanskeligt ved at styre dette, og at det skabte afstand til de andre børn, konflikter og mange skæld ud.

Hvad skyldes det mon, at Mikkel ikke længere får sine vredesanfald i børnehaven? Hvad er det pædagogerne der har gjort anderledes, således at problemet er forsvundet der? Kan I lære noget af dem? Har I spurgt?

Det lyder for mig som om Mikkel ikke selv er herre over sine vredesanfald. Han har muligvis en ”kort lunte” som du skriver, men noget tyder på, at han så går i selvsving, i en reaktion han ikke selv kan styre og stoppe.

Det må I hjælpe ham med!! Du skriver at Mikkels anfald kommer hyppigere når han er overtræt og ikke har fået sin søvn, og at du kan se, at han selv har det rigtigt skidt med det han gør.

Som jeg ser det hjælper I Mikkel bedst ved ikke at kæmpe med ham. Han kan ikke styre det selv, heller ikke ved hjælp af verbale anvisninger.

Det er synd for ham at han skal komme derud, hvor han ikke længere er herre over sig selv.

Så prøv om I kan få et samarbejde med Mikkel omkring hans vredesanfald.

Det er jo ligefor at snakke med Mikkel om, hvad I skal gøre, når han bliver så vred. Hvad foreslår Mikkel selv, han har måske en løsning på hvordan I bedst hjælper ham, så i fællesskab kan skabe en alliance, og aftale nogle strategier for løsning af problemet. Ros og belønning er ofte udmærkede redskaber i planlægningen af en strategi.
Endelig får jeg lyst til at fortælle om min ældste datter, der i dag er 24 år.

Da hun var på Mikkels alder, og blev ked af det, kom hun let til at græde. Somme tider tog gråden hende, så hun ikke kunne stoppe igen, og hun lukkede af for luften i sin hals og blev helt blå i hovedet, mens vi kunne læse panikken i hendes øjne. Vi måtte meget resolut tage hende under armen og væk fra den situation der havde udløst reaktionen, ud i luften, hvor både sceneskiftet og ilten udenfor, hjalp hende tilbage. Hun blev så at sige fanget af sine egne følelsesreaktioner.

Jeg husker hvordan vi i starten blev bange over det der skete, hvilket hun tydelig kunne mærke, og dette forstærkede hendes reaktion, således at det fastholdt situationen. Da vores nervøsitet holdt op, og vi handlede kompetent for at hjælpe hende, holdt hendes anfald også op.

Du og din mand kan måske bruge metoden med resolut at skifte scene, væk fra den udløsende situation, når han begynder at blive for vred. Og tag` så om ham, og hold på ham, så han kan få hold på sig selv, så han falder ned igen. Så kan I snakke om, hvorfor han blev så vred. Snak beroligende med ham, og lad som sagt være med at kæmpe mod ham , men sammen med ham. Trøst ham, (trøste, fordi det er synd for Mikkel, at han bliver så vred, at han gør sig uvenner med sin mor og far, og får en masse skæld ud). Det kunne også hjælpe i forhold til Jeppe, så ikke Mikkels voldsomme vredesanfald bliver smittende på en sådan måde at Jeppe bliver bange.

Man kan så let ende i fastlåste mønstre med sine børn. Det gælder om at bryde disse mønstre, og det gør man bedst ved at gøre noget andet, end det man plejer at gøre.

Med venlig hilsen Lene Dam Pedersen.