03-04-2000
Kære LI
Ved ultralydsundersøgelse i første tredjedel af graviditeten (op til graviditetsuge 12-14) vil man med meget stor sikkerhed kunne afgøre om der er ingen (se ”2 børn - men kun en fostersæk”), een eller to hinder mellem tvillinger.
Når der kun er én hinde mellem tvillingerne er de enæggede og tvillingernes moderkager er sammenhængende. Det betyder som regel ikke noget for børnenes udvikling.
Men i nogle tilfælde er der en forbindelse mellem tvillingernes blodforsyning, der hvor moderkagerne støder op til hinanden. Hvis der kommer en ubalance i denne forbindelse, dvs. at blodet løber mere til den ene tvilling end den anden kan der opstå Tvilling (til Tvilling) TransfusionsSyndrom (TTTS). Dette kan indebærer at den ene tvilling får for meget blod i sit kredsløb, bliver større end forventet og danner for meget fostervand. Dens kredsløb bliver herved belastet og når det optræder så tidligt som i 19. graviditetsuge er ikke sikkert at den kan klare det, indtil den kan overleve udenfor livmoderen. Samtidigt bliver den anden tvilling mindre og savner fostervand i sin hindesæk. Dette kan bevirke at man ikke længere kan se hindesækken på ultralyd, fordi den smyger sig helt ind til fostrets krop. Tilstanden kan også være livstruende for den lille tvilling.
Imidlertid har man mulighed for at gå ind og forsøge at lukke forbindelsen mellem de to tvillingers blodforsyning ved at foretage en ”laser-opdeling” af de to sammenhængende moderkager. Der er ofte en god chance for at det kan hjælpe tvillingerne, men det er et vanskeligt indgreb. Indgrebet, der foretages i fuld bedøvelse, udføres kun i få centre i Europa, og Rigshospitalet er eet af dem.
Når du kommer til undersøgelse 6. April vil man kunne se om der stadig er tegn på en ubalance mellem tvillingerne og hvor udtalt den er. Hvis der er grund til at overveje et indgreb, vil man kontakte lægerne på Rigshospitalet og diskutere det med dem og du vil herefter få nærmere besked om udsigterne for netop din graviditet.
Venlig hilsen
Jens Langhoff-Roos