18-02-2000
Det er svært at sætte eksakte tal og procenter for, hvor ofte man forløser tvillinger med kejsersnit. Dels fordi det varierer lidt fra sted til sted efter fødestedets rutiner, men først og fremmest,fordi der er stor forskel på de enkelte tvillingegraviditeter.
Hvis man føder meget for tidligt f.eks før 32. uge, vil man de fleste steder være tilbøjelig til at foretage kejsersnit. Dels vil der ofte være en graviditetskomplikation, som gør at kejsersnit er den naturlige løsning, dels kan det være besværligt at føde et barn med sædet først, når de er små.
Når man kommer op i nærheden af terminen (dvs omkring 37 uger og derefter) vil man som regel foretage kejsersnit, hvis den første tvilling ligger med sædet først, eller hvis den anden tvilling er mere end 500 g større, end den der ligger først.
Når man har født normalt tidligere (også selv om der blev lagt kop)er der meget gode muligheder for en helt normal tvillingefødsel
anden gang. Anlæggelse af kop finder overvejende sted hos førstegangsfødende (5-10 gange hyppigere end hos andengangsfødende).
Da det er så individuelt, hvorledes man føder tvillinger, er det afgørende, at man følges under graviditeten af både en fødselslæge og en jordemoder.
Venlig hilsen
Jens Langhoff-Roos