Teenagetvillinger løsrivelse

Vi har 2 tvillingedrenge på 19 år,Karsten og Kenneth, deres problem er at de ikke vil acceptere, at de er 2 voksne mennesker med hver en selvstændig mening, som ikke nødvendigvis er identisk med broderens.

Konflikterne ender altid i voldsomme skænderier, ja endda med at man smider med ting eller smadrer ting, efter at man først verbalt har svinet hinanden til.

Vi er bange for at de til sidst volder skade på enten sig selv eller den anden. Der er både trusler om død og selvmord. Vi er simpelthen kørt fast og ved ikke hvad vi skal gøre. Vi har talt med vores læge og kommunen, deres råd er at de flytter hjemmefra. Kenneth har taget i mod tilbudet om at snakke med både lægen og komunen, Karsten vil ikke, han siger at han ikke har nogle problemer. Kenneth har igen talt med lægen, da han har fået problemer med maven, lægen siger, at det skyldes deres indbyrdes konflikt, så det ikke bliver bedre før konflikten ophører eller han flytter hjemmefra.

Vi håber på et godt råd om hvordan vi skal takle denne konflikt, vores udgangspunkt er at de kan bo herhjemme mens de er under uddannelse, hvis de kan leve i fred og fordragelighed uden de voldsomme konflikter, som slider familien op.

Jeg skal lige nævne, at Karsten fik konstateret insulinkrævende diabetes som 13 årig, det har hans broder ikke. Begge drenge har det dårligt psykisk pga konflikten, men det er som en ond cirkel de ikke kan komme ud af.

For karsten har det betydet, at han er stoppet i skolen, 3HH som han skulle have været færdig med til sommer. Alle disse problemer har stået på siden oktober 2001, i den periode har han haft så meget fravær, at det er umuligt at genføre eksamen. Han har fået chancen for at starte igen efter sommerferien, men lige nu siger han at han vil i lære i trælasthandlen, hvor han har et godt fritisjob idag.

Det var en lang historie, men vi håber, at I kan hjælpe os med et godt råd.

Hilsen
K. E. P.

SVAR:

Kære K.E.P.
Du beder mig om råd vedrørende voldsomme konflikter mellem dine enæggede tvillingesønner, Karsten og Kenneth.
Drengene er 19 år og ved at være voksne og det hjælper sommetider os forældre at holde fast i, at ens store børn også selv har et ansvar, og må tage deres egne valg.
De indbyrdes konflikter har stået på siden oktober sidste år, og du oplever at drengene ikke kan acceptere, at de er to voksne mennesker, med hver deres mening. Som jeg læser af dit brev, er der tale om meget smertelige og ambivalente følelser drengene imellem, der gør at de ikke har det godt, hverken med sig selv, den anden, eller Jer forældre, for den sags skyld.

Som oftest når jeg får et spørgsmål i brevkassen, får jeg lyst til at stille en række spørgsmål. Her er nogle af de tanker jeg gør mig, som måske kan være med til at give en lidt større forståelse af det der sker.

- hvad skete der i drengenes liv, forud for oktober sidste år?
- var de tidligere meget gode venner og afhængige af hinanden?
- har en af drengene, eller dem begge haft en kæreste, og hvad betød det?
- har de lige nu også perioder hvor de er gode venner, indimellem alle konflikterne?
- Hvad har det betydet for det indbyrdes forhold, at Karsten fik insulinkrævende sukkersyge da han var 13 år?
Jeg har i min psykologpraksis talt med flere unge, der havde sukkersyge.
Det er en alvorlig sygdom, man altid har med sig og skal tage hensyn til. Det indebærer livsændringer og begrænsninger, og høj grad af selvkontrol.
Så nært identitetsmæssige enæggede tvillinger oftest er forbundet, så må Karstens sygdom næsten nødvendigvis have forrykket drengenes indbyrdes følelsesrelation. Der kan komme følelser og ambivalens som: den syge misundelse på den raske, den raskes skyld overfor den syge, over ikke selv at være syg, - at det blev dig og ikke mig, og forældres særlige bekymring og opmærksomhed til den syge m.m.
Der må være en lang række mere eller mindre bevidste følelser og angst forbundet med, at den ene tvilling har en kronisk sygdom, både hos dem indbyrdes og hos Jer forældre. Allerede da Karsten blev syg, må den første erkendte adskillelsesproces være sket. Hvis de ikke tidligere havde opfattet sig selv som to selvstændige individer, så var de det i alt fald nu, og samtidig må I, og også de, formodentlig have følt frygt for, at Kenneth også ville udvikle sukkersyge, de er jo enæggede? Eller blev denne erkendelse/adskillelse udskudt, så det nu er denne smertelige konflikt og ambivalens der udspiller sig.
Dette kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om, men det er de tanker jeg tænker.

Begge drenge går på HH, 3. år, som jeg forstår det. Kenneth har ondt i maven og konsulterer lægen, og Karsten har forsømt så meget, at han må gå om. Men han vil i lære i en trælasthandel, og i øvrigt ikke snakke med nogen om problemerne.
Skal de skilles, skal de flytte hjemmefra?
Enhver må finde sin vej. Enæggede tvillinger skal i ungdomsårene finde sig selv som et unikt menneske, forskellig fra den anden, og de skal finde hver deres vej. Nogen gange er det nødvendig at gå i hver sin retning, før de kan møde igen, nu som to ”hele” og adskilte individer. Det kan være en smertefuld proces, både at være i, og være betragter af, som vi er det som forældre. Men det er en nødvendig proces. Hvis denne proces er så smertelig for Jeres sønner og Jer som forældre, at huset til stadighed rystes derved, og alle går og får det psykisk dårligt, så er en adskillelse/flytning måske nødvendig. I så fald kan man som forældre ikke gøre andet end give bedst mulige betingelser for processen, støtte til at finde boliger m.m. og vejlede og understøtte den enkelte i at klare sig bedst muligt, og altid sørge for at holde dialogen og sin dør åben. Endelig kan man understøtte sine børn til at tale med andre om problemerne, hvis ikke de kan bruge en selv. Det har Kenneth allerede gjort, forstår jeg.
Jeg har skrevet om adskillelsesprocessen i ungdoms-og voksenårene i min bog 1+1=1 ?- om enæggede tvillingers psykologi. Den kan lånes på biblioteket. Prøv også om I kan få Karsten og Kenneth til at læse om dette. Sørg også selv at finde nogen, eventuelt en psykolog, at snakke med tingene om.
Du er velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen Lene Dam.