sammen eller hver for sig

Kære Panel
Jeg er ansat som pædagogisk konsulent i x-kommune og er nu stødt på problematikken omkring to børn - piger - enæggede tvillinger på godt 2 år. De går i vuggestue på samme stue. De har mange konflikter i løbet af dagen - både med hinanden og med andre børn. De er begge meget opmærksom på hinanden og er generelt meget mere konfliktsøgende end andre jævnaldrende. De er også hårde og voldsomme i deres adfærd - kradser, bider og slår en del - både hinanden og andre. Deres hverdag i vuggestuen er meget præget af denne negative udfarende adfærd.
Jeg skal tilføje, at forældrene lige er blevet skilt og har svært ved at tale/være sammen p.t. Dette er selvfølgelig også af betydning for at kunne forstå og tolke deres reaktioner.
Det mit spørgsmål egentlig går på er, om det måske vil være en god idé at dele dem i vuggestuen, så de får mulighed for at være lidt hver for sig, og måske individuelt kan begynde at anskue verden omkring dem. Jeg er meget i tvivl...... I starten rådgav jeg, at det var vigtigt, at de lærte at være sammen og at personalet forsøgte at give dem "redskaber" til at tackle konflikter. Konflikter er jo ikke udelukkende et onde, men når konflikter er et "must", og de bruger næsten hele deres hverdag på at søge reaktion hos hinanden /uanset hvad personalet gør, så er det måske ved at tage overhånd, og spørgsmålet,- om man gør mere skade end gavn ved at fastholde dem sammen,- begynder at trænge sig på. Men måske har de netop nu hvor forældrene lige er blevet skilt brug for hinanden - trods alt - og måske de bruger hinanden til at få kanaliseret frustrationer ud!? Jeg er meget i tvivl om, hvad der er den bedste rådgivning at give. Jeg har i min pædagogiske barnelærdom lært, at man ikke bør skille enæggede tvillinger - at man således kunne påføre dem voldsomme identitetsvanskeligheder i deres senere liv - men er nu bl.a. gennem medierne blevet opmærksom på en anderledes holdning til problematikken - at børnene faktisk kan have brug for at være sig selv og opbygge sit eget verdensbillede uden tæt kontakt med den anden hele tiden.
Jeg skal tilføje, at forældrene ikke klæder børnene ens - børnene ligner meget hinanden både m.h.t. udseende og opførsel - den ene er dog en smule tykkere og den anden virker som om, hun har lettere ved at koncentrere sig.
Jeg håber I har lyst til at besvare spørgsmålene/reflektere på min henvendelse, da jeg - som I sikkert kan tyde ml. linierne - er virkelig usikker på denne problematik.
Med venlig hilsen og på forhånd Tak for hjælpen.
I. S.

SVAR:

Kære I.S.
Mange forældre vælger i dag at sætte deres tvillingebørn i hver sin gruppe i vuggestue og børnehave af hensyn til udvikling af det enkelte barns individuelle identitet.
Den problemstilling, du beskriver, er imidlertid ikke primært tilknyttet til tvillingerelationen, som jeg forstår den, men drejer sig om, at et par 2-årige enæggede tvillingepiger i deres sociale adfærd reagerer på et psykisk og socialt pres og frustrationer. Deres forældre er lige blevet skilt, de er voldsomme i deres adfærd, og har mange konflikter med hinanden og også med de andre børn. Du skriver, at de kradser, bider og slår en del, og at det er en betydelig del af den kontakt, de har med andre. Børn, der reagerer så voldsomt, har det ikke godt !
Jeg kan godt forstå, at du finder det vanskeligt at rådgive i denne situation, uanset hvae du råder til, kan man jo ikke forandre deres hjemlige situation og de ting, de reagerer på. Hertil kommer alle spørgsmålene og tvivlen: Er det synd at skille dem ad, har de brug for hinanden i denne situation, og hvilken betydning får det for deres senere udvikling og tilknytning til hinanden etc. etc.
Jeg kan forstå, at problemet er søgt løst i de nuværende rammer, hvor man med omsorg og pædagogik søger at hjælpe hinanden til andre måder at udtrykke frustration på, både i forhold til hinanden og til de andre børn. Det kræver stor tålmodighed og er svært, da de er så små, og mangler et sprogligt udtryk for at kunne formidle, hvordan de har det, og hvad der gør dem vrede og kede af det.

En problemstilling, der er låst fast, kan man somme tider med held løse op ved at gøre noget andet. Heri gives mulighederne for at få en anden vinkel på problemstillingen, og få øje for andre muligheder, dog uden at man skal forvente, at alt derfor vil blive løst og er uden problemer.
I forhold til den problemstilling, du står med kan det måske være en fordel at adskille pigerne lidt. Der er jo ikke tale om, at du vil sende pigerne til hver deres verdensdel, så de aldrig ser hinanden mere, men placere dem hver for sig i to forskellige stuer. I det samme hus, hvor de ved, den anden også er, og hvor de stadig kan se og høre hinanden, ligesom de kan lege sammen på legepladsen, hvis de vil. De er fortsat sammen i deres familie og i mange andre sociale relationer, som de indgår i. Forventningen til en sådan løsning vil være at få brudt et mønster, få den enkelte tvilling fokuseret mere i sig selv frem for medtvillingen, og dermed give mere rum og frihed for den enkelte. Man kunne lave en prøveperiode, for eksempel på en måned, og hvis de reagerer meget på adskillelsen, med eksempelvis angst eller sorg., eller måske ved at blive endnu mere voldsomme overfor andre børn, må beslutningen kunne laves om, så de kommer sammen igen. Det er selvfølgelig vigtigt, at vuggestuens personale er indforstået med denne løsning og har forståelse for problemstillingen. Der bliver også tale om, at en anden gruppe i vuggestuen skal rumme et bidende og kradsende barn. Vigtigt er det også at inddrage forældrene. Selv om de aktuelt ikke kan samarbejde om deres børn, så kan den enkelte forældre hjælpe til ved at samarbejde med vuggestuen og bakke op om adskillelsen. På den måde gør de en adskillelse i hver sin gruppe lettere også for børnene.
God arbejdslyst, med venlig hilsen Lene Dam