Deletvillinger

Jeg har tveæggede tvillinger, dreng og pige, født 1984, snart 16 år. I 1994 blev jeg skilt og tvillingerne skulle bo hos far, lillesøster på 3 (nu 9) hos mig. Samarbejdet har i det store hele fungeret fint. Hveranden weekend (to-søn) var ungerne hos mig og hveranden weekend hos far. Det gav børnefri weekends med god mulighed for begge voksne at etablere nye parforhold. Vi er da også begge gift igen. Min exmand har lige fået dreng nr.2 med sin nye kone - jeg har dreng 2½ med min nye mand. Som jeg ser det kan man udefra betragte os som to småbørns kernefamilier med tvillingerne og deres lillesøster rodløst svævende imellem. Dette er isært svært for tvillingerne, der åbent giver udtryk for, at de ind imellem føler sig i vejen. Vi har de sædvanlige problemer, der knytter sig til sammenbragte familier. For os er det der belaster især konflikter imellem dem og min nuværende mand. Han siger meget betegnende til mig: "Du får nok af og til en spand lort af dem, men også masser af kærlighed - jeg får kun en spand lort - og det kan jeg ikke holde ud."
Og nu nærmer jeg mig det egentlige.
Pubertetsvanskelighederne er jo ligeså udtalte hjemme hos far. A(pigen) kører psykologisk terror på papmor, R (drengen) er bare ulideligt uforskammet, lyver, ryger og drikker og sjusker med sit skolearbejde. Mine eksmand har således forståeligt nok behov for nogle pauser til at puste ud i. Og dem mener han, at han må have, når de er hos mig. Men rent praktisk foregår det ikke altid sådan. A og Rs sociale liv foregår i fars by, der er fester, komsammener, klub, fodbold osv. Og når man er i byen med kammeraterne, så går man jo også hjem indimmellem, fordi det er nemmere end at køre 16 km med bus til mor.
Disse konflikter har ført til et urimeligt krav fra min eksmand om at jeg må forlange, at de skal blive hos mig (hvordan tvinger man to teenagere, der kun har veninder og kammerater i hovedet, til at hænge hos mor en hel weekend?), og mit modtræk er nu ,at en løsning ville være at én af dem flyttede hjem til mig permanent (jeg er også træt af at være én man ikke gider være hos, fordi der ikke er noget at lave). Vi har foreslået at det bliver R, hvis liv er mest turbulent (Sjofler skolearbejde, er blevet kendt "måske egnet" til gymnasium pga dårlig arbejdsmoral, selvom han altid har klaret skolen med den ene hånd på ryggen). Problemet er at far mener at A skal flytte (hun er ulidelig for papmor). Jeg personligt har ikke nogen ægte præferencer, men her siger min nuværende mand stop: Han vil under ingen omstændigheder have A til at bo hos os permanent, han mener det vil være en trussel for vores ægteskab. Han har udtrykt sig meget tydeligt. Årsagen er A's kulde og arrogance og nedladende facon, som han føler er ubærlig. Han kan bedre håndtere R, der ind imellem godt kan hyggesnakke over opvasken, computeren mm.
Jeg er en lus mellem to negle: Kan jeg få mig til at sige til A "desværre, det bliver aldrig aktuelt for dig at flytte hjem til mig, men R må gerne"?
Hvad hvis far stiller et ultimatum: A eller slet ingen....
Jeg mener jo at A's forhold til min nuv. mand kan blive bedre ved at man ser problemerne i øjnene og arbejder med dem, men deri er han helt uenig!!
I forvejen er der konflikt også tvillingerne imellem pga den nødvendige forskelsbehandling - de skændes meget og taler usandsynlig groft til hinanden. De går i hver sin klasse (de har været skilt siden børnehaven), men har mange fælles kammerater. De synes egentlig hver i sær at den andens tilstedeværelse i deres sociale liv er en belastning, men inderst inde har jeg mistanke om at de ikke ville undvære det. Der er en del misundelse. A klarer skolen tiptop og er selvfølgelig kendt gymnasieegnet (selvom hun egentlig altid har skullet arbejde mere med tingene end R). R slipper altid for det huslige fordi A er mere ansvarsbevidst, er mere hjemme og således føler hun bliver udnyttet (børnepasning, rengøring -lønnet selvfølgelig).
Det er selvfølgelig ikke kun tvillingeproblemer, men også de problemer der knytter sig at være delebarn, barn i sammenbragte familier osv.
Hvad skal jeg stille op med min egen familie. Hvor mange krav kan jeg tillade at stille til min mand? Bør vi gå i terapi? Mit største ønske er at kunne være en mere nærværende mor end jeg har haft mulighed for med mine tvillinger kun 8 dage om måneden. MVH K.Z.

SVAR:

Kære KZ.
Jeg har forsøgt at forholde mig til alle de problemstillinger, som du beskriver i dit spørgsmål, men finder ikke , at jeg i brevkasseform kan rådgive i en sag, der involverer så mange mennesker. For at jeres familie skal få redskaber, som kan hjælpe jer til at finde løsningsforslag, er det nødvendigt, at alle parter bliver hørt.
Jeg vil derfor foreslå, at du henvender dig til Overpræsidiet, hvis du bor i Københavns Kommune og ellers i Statsamtet. Du vil her sammen med dine børn og deres far kunne få en kompetent rådgivning.
Jeg håber for jer, at I herigennem finder nogle løsninger som kan være gode for jer alle sammen.
Med venlig hilsen
Anna Lisa Hyltén-Cavallius.