11-03-2003
Kære A.J.
I er i tvivl om hvorvidt I skal lade Jeres tveæggede tvillinger, dreng og
pige, starte forskudt i skolen, da Jeres pige er lidt mere moden end Jeres
dreng, og jeg kan godt forstå at det er et vanskeligt spørgsmål at tage
stilling til. Jeres tvillinger er 6 år, men bliver 7 år til oktober, og var
de bare født 3 måneder senere, var I slet ikke kommet i den konflikt, for så
ville de først skulle begynde i skole til sommeren 2004. Eller var de bare
født til fastsat tid og dermed været decemberbørn, ville det nok også være
lettere at vælge. Men det skal I jo så nu, og jeg vurderer på baggrund af
Jeres spørgsmål, der er rig på informationer om Jeres to børn, deres
fællesliv, og deres egne liv blandt kammerater, at I skal vente og lade
børnene starte sammen. De overvejelser og forbehold man kan have ved at
Jeres pige venter, og dem I selv gør Jer, og de kompensatoriske tiltag I
tænker at gøre, for at hun skal få udfordringer nok, er langt mindre end de
forbehold man kan have, og som I også har, ved at lade hende starte et år
før sin bror. Gør I det, skaber i en storesøster og en lillebror, og den
udviklingsmæssige forskel der er på dem vil blive endnu større. Når begge
børn trives i børnehaven, sammen og med de andre, og der også er gamle
kammerater i det nye børnehaveår, så syntes jeg I skal vente. Jeg er nemlig
enig med Jer i, at det ville være synd for Jeres dreng at skulle gå et år om
i børnehaveklassen, mens søster går videre.Det er næsten ikke til at bære.
Jeg syntes I lyder som meget opmærksomme og ansvarlige forældre, der gør Jer
mange gode og kloge overvejelser i dette spørgsmål, og netop dette siger
mig, at I vil kunne rumme og imødekomme de problemer der eventuelt kan opstå
ved at lade Jeres pige vente på sin bror. Jeg syntes gennem Jeres brev at
kunne læse, at I egentlig har valgt at de skal vente, og deri er jeg enig
med Jer. Held og lykke med det. Med venlig hilsen Lene Dam.