01-10-2002
Kære familie på 5.
Nogen gange tænker jeg, at de senere års fokus på og problematisering af tvillingers udvikling af individuel identitet, kan gøre forældre så usikre på om de gør det rigtige, at diskussionen nogen gange blokerer frem for at fremme. Jeg var selv med til at skabe dette fokus og diskussionen for snart 15 år siden, og vi såkaldte eksperter skal passe på ikke at lade psykologisk viden om børn blive styrende i forhold til den virkelige verden og ikke omvendt.
Jeres tvillingepiger lever i den virkelige verden, og den ser således ud, at deres sociale platform, der hvor de relaterer sig, og finder tryghed og glæde, er nærmiljøet, vennerne fra kvarteret, der går igen, både i skolen og fritiden.
- Jeg er ikke i tvivl! Jeg ville lade K flytte over i den klasse hvor I går, så hun får de samme sociale muligheder, i skole og fritid, som sin søster.
Når K er så optaget af I`s sociale verden, at hun ønsker at styre og kontrollere og afpasse sin egen sociale verden derefter, er det fordi hun oplever, at hun selv bliver snydt for noget hendes søster har, mister noget. Og det gør hun jo reelt også, nemlig den kontinuitet og forudsigelighed som I har i sine sociale relationer, både i skole og fritid.
Det er kunstigt at søge at opretholde at pigerne skal have hver deres sociale verden, og det kan kun skabe konflikter, jalousi og rivalisering.
At pigerne kommer i samme klasse, vil give en ny slags udfordringer som nu skal løses og bakkes op om, og vi skal huske, at et enægget tvillingeforhold jo ikke kun er en trussel mod udvikling af selvstændig identitet, men også et godt venskab i fælles foretagsomhed og en stor glæde. Styrken ved dette overskygger langt den bekymring man kan have i forhold til identitetsspørgsmålet, som jeg ser det.
Med venlig hilsen Lene Dam Pedersen.