hjæææælp!!

Hej....jeg er en pige på snart 30 med mand og tvillingedrenge på 20 mdr. Jeg synes det hele er håbløst og ved ikke om jeg allermest har brug for psykolog hjælp eller om I kan hjælpe.
Jeg er bare så ulykkelig og kan ikke finde ud af mit liv. Siden mine drenge kom til verden har jeg ikke rigtig været lykkelig. Jeg venter hele tiden på at livet med drengene blir nemmere men det gør det jo ikke. Min barsel var hård....drengene skreg meget og med mangel på søvn osv mindes jeg det som en meget svær tid. Så startede jeg nyt arbejde da drengene var knap et år. Jeg har et par drenge der er over alt.....de løber i hver sin retning og de gør alt det de ikke må. Jeg bestiller ikke andet end at skrige nej, hold så op osv....men kan de overhovedet forstå et nej??? efter 100 gange gør de bare det samme igen. Og hvad med konsekvens....det forstår de vel heller ikke endnu. Det er enormt stressende og jeg har grimme tanker. Jeg glæder mig ikke til at komme hjem for jeg ved hvor træls det blir og jeg føler slet ikke jeg kan finde ud af at være sammen med dem. Når jeg er alene med dem tager jeg mig selv i at være hård ved dem.....jeg river afsted med dem når de ikke vil holde i hånd ude på gaden og jeg råber rigtig meget af dem......jeg kan absolut ikke lide mig selv længere. Før drengene var jeg en omsorgsfuld pige, og nu er jeg bare blevet en rædselsfuld mor. Jeg er så ked af det. Jeg er bange for at mine børn tager skade, og jeg er bange for, jeg kommer til at gøre dem ondt. Jeg ved hverken ud eller ind. Hvornår holder de op med at pille ved alt, og hvornår forstår de et nej og konsekvens? Og hvad gør jeg ved mine tanker og min måde at være på.......hjælp!

SVAR:

Hej R.
Tak for din mail. Jeg synes, du skal tale med din sundhedsplejerske i den kommune, du bor i om muligheden for at få noget hjælp. Hjælpen kunne være praktisk, men det vigtigste er, at få talt om de forventninger du har til et liv med jeres to drenge på 1½ år. Hvordan kan I indrette jer, så der bliver rart at være for både forældre og børn? Nogen gange går det galt, fordi forventningerne til et liv med småbørn er for urealistisk. Det er også nødvendigt, at du selv får dækket dine behov for uforstyrret tid, for at kunne få overskud og livslyst til blive en glad mor. Faste og ikke for sene sengetider, hvor putteritualet ikke trækker i langdrag, er et godt sted at begynde. Det gør små børn trygge, at I er dem, der tager beslutningerne om, hvordan reglerne skal være hos jer. Børn lærer ved eksemplets magt, mere end ved mange ord. Skab øjenkontakt og vis drengene hvordan du vil have det, når I fx er ude at gå eller spiser ved bordet. Børn vil allerhelst gøre deres forældre glade, og de vil gerne efterligne dem. De forstår dig ikke, når du råber.
Mange mødre vil nikke genkendende til de frustrationer, du beskriver. Det er ærligt af dig at fortælle om det, og det er det første skridt på vejen til en ændring.
De bedste hilsner
Annemette Talbro