29-11-2004
Kære M
Det er svært at komme med nye konstruktive forslag, for det lyder som om I har prøvet alt. Jeg ved, at børn som har ondt i øret, ikke vil spise eller sutte, fordi det gør ondt at synke. Det er sandsynligt, at drænet vil hjælpe på ørepinen og dermed på lyste til at spise. Giv hende lidt tid.
Det lidt jeres pige spiser, skal være mad med kalorier og næring, mælk eller vand. Ikke slik, juice, saftevand og kage der mætter uden at ”nære”. I skal ikke presse hende til at spise. Mad skal være lyst og aldrig tvang. Hold pause med tilbud mellem måltiderne. Hold fast i fire daglige måltider. Her er et forslag til mad til et barn på 13 mdr., som trænger til lidt ekstra kalorier.
Morgen; Havregrød lavet på sødmælk, - med strøsukker, smørklat og sødmælk i kanten.
Frokost; ”Bondebrøds ryttere” med smør og makrel, leverpostej, frikadelle og flødeost.
Eftermiddag; Frugtgrød med sødmælk. (Æble, jordbær, skovbær eller sveske), eller moset banan med revet pære, æble, melon og lignende. Sødmælk i en kop.
Aften; Kartoffel-grøntsagsmos med smør og sødmælk, kylling, frikadelle, fiskefilet eller lignende med persillesovs. Sødmælk i en kop at drikke til.
Inden hun bliver puttet til natten, kan I tilbyde ekstra vand at drikke i en kop. (Slut med sutteflaske). Prøv at elevere hovedenden af sengen ved at lægge telefonbøger under sengens ”forben”, og giv hende en hovedpude at sove på. Det hjælper på trykket inde i øret!
Venlig hilsen
Annemette Talbro
P.S. Raske børn tager ca. 2-2½ kg på, fra de er et til de er to år gamle. Det er meget mindre end det de tager på i det første leveår ( 6-7 kg). Det er altså ok at appetitten ikke er så stor mere.