06-06-2003
Kære MM
Du har ret, når du skriver, at det er naturligt, at jeres tvillingepiger på hver sin måde kæmper for din opmærksomhed og for at afprøve egen plads i ”hierakiet”.
Det er svært at lade være med at blande sig, når søskende skændes og slås, men rivaliseringen forstærkes, når det lykkes for dine tvillingepiger at inddrage dig i konflikten. Prøv (som du jo også beskriver, at du gør) at trække dig i stedet for at mægle. Det er en balancegang, og når dine grænser overskrides (f.eks. når den ene pige bider) skal du huske, at den der ”angriber” er lige så bange som offeret. Begge har brug for trøst. Angriberen skal senere have at vide, at det gør ondt at blive bidt, og at det må man ikke gøre, og at du gerne vil hjælpe.
Når børn slås, kan det få os forældre til at føle os mislykkede. Det er i de nære relationer, at de stærke følelser opstår. Både de negative og de positive. Det er ved at leve sammen i en familie at børn øver sig i at udvikle social kompetence for livet.
Det er min erfaring, at tiden med halvtrætte børn om eftermiddagen går bedst, når man foretager sig noget sammen. Går udenfor og triller med en bold eller gynger. Tørrer bordet af eller gør rent på badeværelset og rydder op på hylderne. Sætter en børne CD på og synger med imens. Foretager sig små ting sammen, som får børnene til at føle sig som deltager i familiens liv og værdsatte som personer.
Børn lytter mindst til det sagte ord og mere til hvad kroppen viser. Alligevel vil jeg anbefale at tale i korte enkle sætninger, og husk at det er dig og din mand der er de ansvarlige og som skal ”vise vejen” og tage beslutningerne.
Venlig hilsen
Annemette Talbro