25-06-2001
Hvor fri, opdragelsen skal være, kan kun I selv bestemme. Hvad der bliver accepteret i den ene familie behøver ikke at blive det i den anden, uden at det er forkert. Det har stor betydning, at de voksne indbyrdes er enige om, hvor grænsen for børnenes adfærd skal sættes. Det giver børnene trygge rammer, når de ved, hvad de må, og hvad de ikke må. Det er klart, at I vil møde modstand, gråd, scener, frustration m.v., når I skal håndhæve jeres regler, men det bliver lettere for alle, når I mener, hvad I siger, og når børnene erfarer, at det som gjaldt i går, også gælder i dag. Det bliver også lettere for jer at have børnene med på besøg, når de kender til, hvordan I ser på, at de piller ved ”voksenting” eller kravler op. Det er ikke for at være diktatorisk og skrap, men fordi det skal være rart at være sammen for alle. Derfor er man nødt til at have nogle fælles ”færdselsregler”.
Det er godt, når voksne indlever sig, lytter og efterkommer børns behov, men børnene skal jo også lære at færdes i andre sociale sammenhænge end familiens. Det kan være svært for børnene at blive accepteret af andre, både børn og voksne, hvis børnenes normer for almindelig opførsel overskrider andres alt for ofte. Derfor en man nødt til at opdrage børnene hjemme, og ikke når man er på besøg.
Venlig hilsen
Annemette Talbro