02-08-2004
Kære A.
Det er almindeligt ammemøster, at brystbørn fra sen eftermiddag til ca. kl. 22 vil sutte med 1 – 2 timers interval. Det er besværligt, for det er jo også i det tidsrum, hvor resten af familien og du selv er sulten og træt, og hvor din tålmodighed måske er nedsat. Mælkemængden eller mælkeproduktionen er afhængig af, hvor meget mælk, der bliver suget ud. Der er trykfølsomme celler i brystet, som stimulerer til produktion, når brystet ”tømmes”. Så jo hyppigere, brystet tømmes, desto mere mælk vil der dannes. Efter én time er der allerede gendannet 45%. Hvis du giver tilskud af andet end din egen udmalkede mælk fra samme døgn, vil din din døgn-mælkemængde nedsættes tilsvarende. Du kan evt., hvis du orker det, malke mælk ud med en brystpumpe, efter børnene har spist. Denne mælk kan du så supplere med om aftenen i en flaske. I runde tal er der regelen, at spædbørn skal tage ca. 25 gram på om dagen i de første tre levemåneder. Fra 3 – 6 mdr. er det 20 gram, og fra 6 – 9 mdr. er det 15 gram. Hvis de gør det, får de mælk nok. Brystmælk er sundt og godt. Det er også godt, at der findes modermælkserstatning til sultne børn - og udtrættede forældre. Det er et stort arbejde at have tvillinger, og ingen har glæde af, at I kører ned pga. mangel på søvn, hvile og pause, eller at børnene ikke får mad nok. Det skal med i overvejelserne. En anden ting er, at alle børn ind imellem tager et ”appetitspring” for at øge mælkeproduktionen. De er vågne, virker utilfredse, og de vil sutte hele tiden. Dagen efter er produktionen blevet øget, og så sover de igen. Det oplever alle ammemødre med jævne mellemrum.
Venlig hilsen
Annemette Talbro