NYHEDSBREV nr. 1/2005

(Bemærk at citat kun er tilladt med kildeangivelse: www.tvillinger.com)
--

1. Ny tv-film om tvillinger på vej
2. Stort træf på lørdag 6. august for tvillinger i Flensborg
3. Ny lovgivning på vej om ægoplægning - Etisk råd anbefaler kun eet æg.
4. DNA-test er populær fødselsdagsgave blandt voksne tvillinger
5. Information til tvillinger der mistede medtvillingen under svangerskab
6. Bognyt:
- Temahæfte om tvillinger fra 1-5 års alderen
- Senfølgerne ved for tidlig fødsels på vej på engelsk
- ”Næsten ens” -
7. Fra kalenderen
- Medlemsweekend for Freja
- Møde i Lone Twins
- Senfølge-foredrag
8. Efterlysninger af tvillinger


1. NY TV-FILM OM DANSK TVILLINGEPAR:
Den danske fotograf og journalist Marianne Leth er i gang med optagelserne til TV-filmen
 ”Tvillingerne Sohl”, som er en blanding af reportage og portræt af de to 34-årige enæggede tvillingebrødre Lars Sohl og Per Sohl. Filmen vil handle om tvillingernes fællesskab, egen identitetsdannelse samt glæden ved at have haft hinanden som venner i 34 år. Et venskab, som langt overskygger manges forventninger om, at tvillinger konkurrerer og måler sig med hinanden. Marianne Leth vil sætte fokus på søskendesolidaritet og -jalousi, barndomsårene, påklædning, dominans og individualitet, og er dybt inde i optagelserne, der blandt andet finder sted under denne weekends store Københavnerbegivenhed, verdens største udendørs teaterforestilling på vand, Den lille havfrue, som Per Sohl har instrueret.
Per og Lars’ tvillingehjemmeside
Læs mere om Marianne Leths produktioner:


2. TRÆF I DEN 6. AUGUST I FLENSBORG FOR TVILLINGER I ALLE ALDRE
Den 6. august finder det første dansk/ tyske tvillingetræf sted i Flensborg.
Tysklands mest populære kvindelige tvillinger Folke og Gyde Schmidt, der har et Casting Agentur i Hamborg, inviterer til et træf i Flensborg i samarbejde med Flensborg Turistforening. Man mødes  på den maritime Beach-Club Sonwik. hvor der er vandcykler til de store og sodavand og hoppeborg  til de små. Der er underholdning i form af en tvillingekoncert, der vil være mulighed for at stille spørgsmål til et par tyske tvillingeeksperter, og Folke og Gyde søger tvillinger til deres tyske kartotek. 
Turistkontoret lover, at der ”bliver serveret rigelig med sol og gratis Hot Dog.”
Se nærmere program

Tysk beskrivelse

3. ETISK RÅD ANBEFALER KUN EET ÆG
Læger ønsker at lave færre tvillinger, men flertallet af IVF-forældre ønsker tvillinger.
Antallet af tvillingefødsler stiger langsomt år for år. En af årsagerne er de kunstige befrugtninger, og dette får fertilitetslægerne til at bekymre sig, for tvillingesvangerskaber er ikke helt uden risiko.
Frederiksborg Amts avis skriver 2. august: I øjeblikket er Indenrigs- og Sundhedsministeriet i gang med at lave et forslag til en ny lov om kunstig befrugtning. Den revidering kan ende med, at fertilitetslægerne ikke længere må lave tvillinger. Ministeriet har for eksempel bedt Det Etiske Råd om at diskutere mulige lovændringer, og Etisk Råd udtaler i den forbindelse i april:
 »At der på grund af risikoen ved flerfoldsgraviditeter aldrig bør lægges mere end ét fosteranlæg op i livmoderen«. 
Lovforslaget ventes fremlagt, når Folketinget vender tilbage fra sommerferie i oktober.
Læs hele artiklen her


Etisk råd har diskuteret denne problemstilling i forbindelse med eventuelle ændringer af loven om kunstig befrugtning. Læs en række af synspunkterne her

Frederiksborg Amts avis følger op om et par dage med en historie om, at flertallet af IVF-par ønsker tvillinger.

4. DNA-TEST POPULÆR FØDSELSDAGSGAVE SÆRLIGT BLANDT VOKSNE KVINDELIGE TVILLINGER
De fleste DNAtest bliver taget af voksne tvillinger, der ønsker vished om deres tvillingetype, og det er sjovt nok fortrinsvis enæggede tvillinger ”der lige skal være sikre”. Læs interviewet med Dansk Tvilling Tests gynækolog og ultralydsspecialist Lillian Skibsted 

5. ONLINE-MAGASIN FOR DEM, DER HAR HAFT EN UFØDT MEDTVILLING
På engelsk kaldes den tvilling , der har overlevet et tvillingesvangerskab alene for ”wombtwin survivor. For hver tvillingegraviditet, der resulterer i levendefødte tvillinger, er der omkring 10 tvillingegraviditeter, der ender med kun én nyfødt (oplysninger ifølge Bocklage, C.E The frequency and survival probability of twin conceptions in Multiple pregnancy: Epidemiology, gestation and perinatal outcome. Parthenon Publishing Group, 1995 )Da omkring 1 procent af alle fødsler på verdensplan er tvillingefødsler betyder dette, at gennemsnitligt 10 procent af den samlede verdens befolkning består af mennesker, der har haft en tvilling i svangerskabet. Med andre ord er omkring 600 millioner mennesker overlevende efter en tvillingegraviditet. Denne oplysning stammer fra en wombtwin, englænderen Althea Hayton, der har researchet emnet og åbnet en hjemmeside, dels for overlevende, som kan læse om særlige karakteristika ved disse mennesker og selv bidrage med information, dels et online-magasin, hvor information om emnet stilles til rådighed.
Læs mere her:
http://www.altheahayton.com/gemini/ 

http://www.altheahayton.com/wombtwin

Hendes bog, som kan hentes online: "Wombtwin survivors: an introduction"

6. BOGNYT
Temahæfte 1 til 5 år
Tvillinger 1-5 år: Nyt norsk temahæfte fra den norske tvillingforeldreforening: Tvillinger.com importerer en række norske temahæfter, som er nemme at læse, selv om man er dansker. Det seneste handler om førskolealderen fra 1-5 år og består af en række interviews med forældre samt en række praktiske råd og tips. 84 sider om pottetræning, start på børnehave, slut med sut, sprogudvikling, søvn og meget mere. Pris 215 kroner

Jonna Jepsens ”For tidligt fødte børn - senfølgerne ved for tidlig fødsel”, der kom sidste år, er nu blevet oversat og kommer på engelsk i begyndelsen af 2006 under titlen "Premature children - Hidden Handicaps". Tvillingemoderen og forfatteren Jonna Jepsens virke som udbreder af kendskabet til senfølgerne ved for tidlig fødsel er blevet kendt ud over landets grænser, og hendes research og erfaringer er så enestående, at hendes iagttagelser og samling af tilgængelig forskning omsider er blevet anerkendt udenfor Danmark. Bogen fås selvfølgelig stadig på dansk!

”Næsten ens” er titlen på en bog til større børn ( + 9 år) om tvillinger.
Susan von Magius fortællingen.dk skriver om bogen; ”Næsten ens” er en sød og sjov bog om et par enæggede tvillingesøstre på 10 år: Safir og Ruby. Bogen er ikke kun interessant for enæggede tvillinger i identitetskrise. Alle os, der ikke har en tvilling, vil sagtens, uanset alder, kunne identificere os med det, at tilværelsen nogen gange bringer os udfordringer der kræver, at vi ændrer det billede vi har af os selv og vores medmennesker. Desuden er den underholdende og ganske morsom.
Tvillinger.com bringer en anmeldelse i næste nyhedsbrev.
Jacqueline Wilson , 2005 ( Dansk Udgivelsesår), Carlsens forlag. Pris i boghandlen: 199,50

7. KALENDEREN:
. Tvillingetræf Flensborg 6. august

. Medlemsweekend for Flerlingeforeningen Freja 2005.
Sæt kryds i kalenderen ved 18-25. sep. 2005, på Langeland.

. Møde for efterladte tvillinger: Lørdag den 1. oktober, Odense, på Det danske tvillingeregister, nærmere oplysning hos: Susanne Brink Larsen: 56 97 42 74 sbl@tdcadsl.dk

. Foredrag og temadage om senfølgerne finder du på en særlig oversigt her:

8. EFTERLYSNING AF TVILLINGER
Tvillinger.com får hele tiden nye opgaver til tvillinger, voksne som små, og har du lyst til at modtage besked, når der er nye opgaver, så send din e-mailadresse med navn og et pr oplysninger om jer til
casting@tvillinger.com

VOKSNE såvel som BØRN, der ønsker at få en e-mail, når der efterlyses tvillinger.
NB: Man kan tilmelde sig som enkelttvilling, men det er en god ide at tjekke med sin medtvilling, om vedkommende vil være med til at stille op, den dag, hvor der kommer en henvendelse, som I begge finder interessante. Også flerlingeforældre kan tilmelde deres tvillinger.
Læs flere detaljer her: