September 2003

NYHEDSBREV nr. 2/2003
(Bemærk at citat kun er tilladt med kildeangivelse: www.tvillinger.com)

------------------------------------------------------------------------------------------------

ANNONCE
Voksne tvillinger, der har oplevet telepati, søges til dokumentarprogram til TV - DR2:
Har du oplevet
overføring af tanker eller følelser mellem dig og din tvilling, så kontakt Kenneth Olsen  MELLEM HIMMEL OG JORD-REDAKTIONEN
Direkte tlf. 33447496 Eller skriv til keol@easyfilm.dk
Læs detaljer her: http://www.tvillinger.com/Efterlysning.htm
------------------------------------------------------------------------------------------------

  1. Finanslovsforslag truer flerbørnstilskuddet
  2. Forældreforeninger protesterer
  3. Venstretvillingemor: Ynk at beklage sig
  4. Tvillingeforældre på SU for i socialudvalget
  5. 1997-årgangen af tvillinger undersøgt
  6. Tveæggede tvillinger - eksklusivt interview med tvillingeforskeren Nancy Segal
  7. ISTCkongressens program tager form
  8. Fosterreduktion – ny lovgivning vedtaget
  9. Tvillinger bedst til det meste
  10. Bogen om tvillinger er kommet i ny udgave – med graviditetskalender
  11.  Kalender: Generalforsamling i Freja – Markedstræf i Sengeløse – Træf for efterladte tvillinger/Odense

 

1. REGERINGEN ØNSKER FLERBØRNSTILSKUDDET FJERNET
Regeringen har foreslået, at flerbørnstilskuddet på 6840.- kr. pr. barn i flerlingefamilien bortfalder gradvist, således at det er helt væk i år 2007. Man foreslår, at der kun gives tilskud til det 2. hhv. 3. barn i et sæt, mens det helt bortfalder for det første barn. Dette rammer ca. 17.000 familier, der har tvillinger eller trillinger under 6 år.
Læs den fulde ordlyd her:
http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FFL04A&topic=15.21.15&searchtype=3&line=0#firsthit

2. FORÆLDREFORENINGER PROTESTERER:
Både Flerlingeforeningen Freja, Trillingeforældreforeningen og Præmaturforeningen tager afstand fra forslaget, og opfordrer tværtimod til, at man forlænger tilskuddet til barnets fyldte 13. år. Begrundelserne er mange, læs f.eks. på Frejas side:
http://www.flerlinger.dk

Dansk Præmaturforening www.praematur.dk argumenterer bl.a. således:
1.Flerlinger er altid og under hele opvæksten dyrere end søskende med forskellig alder. Der kan ikke arves tøj, sko, senge, kravlegårde, barnevogne, høje stole, legetøj, cykler mm. Der skal købes to eller tre af alting hver gang.

2. For tidligt fødte børn har brug for særlige hensyn, som er omkostnings-krævende. Disse børn kræver tæt og konstant opfølgning og særlige forhold. Det betyder for de fleste familier, at

-          en af forældrene udvider sin orlov ud over et år

-          en af forældrene betaler sig arbejdsfri, når barnet gentagne gange er sygt, når det skal til kontrol på sygehuset, når det skal til behandling, eller når det ikke kan klare omvæltninger i dagpleje og institution

-          forældrene betaler for supplerende træning, terapi og behandling, som det offentlige ikke dækker

-          barnet har brug for at være i en lille institution, som ikke findes i alle kommuner, hvorfor man bliver nødt til at vælge en privat institution

-           familien må flytte til et roligere sted i et mere beskyttende miljø i forhold til støj (støjfølsomhed og hypersensitivitet), forurening og fugt (hyppige luftvejsinfektioner).

Tager man de økonomiske midler fra forældrene, kommer regningen således i form af ekstra omkostninger i førskolealderen og skolealderen, skriver Jonna Jepsen, Præmaturforeningen.

 

3. TVILLINGEMOR MENER, TIDSKUDDET ER ET FORTIDSLEVN:
Heidi Wael, der er tvillingemor til to på 9 og amtsrådspolitiker for Venstre i Storstrøms Amt, mener, det tenderer ynk at beklage sig over, at tilskuddet bortfalder:
…. Det offentliges tilskud er jo sammensat af både børnetilskuddet OG flerbarnstilskuddet. Det vil sige, at argumentet med, at det jo er dobbelt så dyrt (og det ved jeg jo af erfaring, at det er) ikke belaster familierne yderligere i forhold til tilskuddenes størrelse - og at flerbarnstilskuddet blot er en "ekstra økonomisk kompensation".

Som tvillingeforældre har man jo også visse fordele, så som tvillingerabatter i udvalgte forretninger og søskenderabat i institutionerne.

Jeg mener ikke, at det er en større økonomisk belastning at få to eller tre børn samtidigt, end at få dem med et par års mellemrum.

Jeg mener grundlæggende heller ikke, at det skal være skatteborgernes opgave at betale til hjemmeservice til flerbørnsfamilier eller tilskud til større biler, ej heller til "loft" på institutionspladser i en kommune. Disse pladser betales i forvejen med 2/3 af skatteindtægter i kommunerne!


Heidi Waels indlæg har allerede fået en del rekationer. Læs hele hendes indlæg og tag del i debatten under ”Dine Erfaringer”

http://www.tvillinger.com/debat/frame.asp?forum_id=1

 

Tvillinger.com opfordrer i øvrigt tvillingeforældre til at beskrive, hvordan en evt. fjernelse af tilskuddet vil påvirke familiens økonomi og sende beskrivelserne til relevante politikere i folketinget, hvad enten de er positive eller negative.
Adresserne på folketingsmedlemmerne findes på:
http://www.ft.dk/Samling/20021/00000037/00629148.htm


4.
TVILLINGEFORÆLDRE PÅ SU KOMMER FOR SOCIALUDVALGET
På baggrund af en henvendelse fra et forældrepar, begge på SU, tager socialudvalget nu den pågældende sag op, ligesom udvalget har bedt om Socialministerens kommentar til henvendelsen i forbindelse med flerbørnstilskuddet

 

5. 1997-GENERATIONEN KORTLAGT

Alle, der i 1997 fødte tvillinger såvel ved hjælp af kunstig befrugtning som spontant, har fået spørgeskema tilsendt af Ph.d. studerende Anja Pinborg, Fertilitetsklinikken v. Rigshospitalet. Hun har undersøgt årgangen særligt med henblik på at finde ud af, om børn undfanget ved IVFmetoden klarer sig dårligere eller bedre end børn undfanget ved naturmetoden.

I korte træk er konklusionen, at begge grupper klarer sig lige godt. Der er således ikke tegn på, at IVFbørn klarer sig helbredsmæssigt dårligere end hjemmelavede tvillinger. Samtidig blev deltagerne i undersøgelsen spurgt, om forskellige mere personlige syn på, hvordan tvillingernes fødsel havde påvirket parforhold og ægteskab. Blandt andet viser det sig, at fire år efter børnenes fødsel er 13,3 % forældre, der har fået tvillinger ved naturmetoden, skilt, mens kun 7,3 procent af IVF-forældrene er skilt. Det ser således ud som om de, der har været igennem belastningen i barnløshedsbehandlingen holder bedre sammen, end de, der får tvillinger ved naturens tilfældighed.

Tvillinger.com vender tilbage med en uddybning på hjemmesiden, men allerede nu kan vi glæde med at fortælle, at Anja Pinborg har indvilget i at komme til Odense 4. juli 2004 på ISTC kongressen for at fortælle om resultaterne på træffet for forældre.

6. DEN OVERSETE TVILLINGETYPE – DE TVEÆGGEDE:
Den amerikanske professor i tvillinger, Nancy Segal, der selv er tveægget tvilling beretter i dette eksklusive interview om sider ved tveæggede tvillinger, som man ikke så tit hører om, for eksempel at mødrene til tveæggede er højere, tungere og ældre end mødre til enæggede, at mere sex giver flere tveæggede tvillinger, at tveæggede ikke behøver at have den samme far, og at tveæggede ofte er dårligere konfliktløsere.

Nancy Segal kommer i øvrigt til Odense i juli 2004 til den internationale kongres for tvillingestudier.

http://www.tvillinger.com/tvillingefamilien/tveaeggede.htm

 

7. ISTC KONGRES TAGER FORM

Den 11. internationale kongres for tvillingestudier begynder at tegne sig tydeligere. På det foreløbig program står bl.a. tvillingeproblemstillinger set med fødsels- og børnelægens øjne, særlige vanskeligheder ved flerlingefødsler, adskillelse af siamesiske tvillinger, psykosociale emner relateret til tvillingefamilier, kræft, aldring og sukkersyge hos tvillinger samt sproglig udvikling. Sideløbende finder et træf sted for voksne tvillinger og tvillingefamilier, som tilbydes et særligt relevant program på dansk. Programmet foreligger i foråret 2004. Det bliver muligt at deltage en eller to dage og træffet bliver ikke så dyrt som selve kongressen. Man kan i øvrigt tage børn med til træffet. Lørdagen på træffet målrettes voksne tvillinger, mens søndagen rettes mod tvillingefamilier.

http://www.icts2004.sdu.dk/

 

8. FOSTERREDUKTION – LOVEN ENDELIG REVIDERET

Efter en ventetid på to år lykkedes det Folketinget lige før sommerferien at vedtage en lov om svangerskabsafbrydelser og fosterreduktion. Flere forældreinstanser er blevet hørt inden vedtagelsen, og hovedindholdet i disse høringssvar har været, at det ikke så meget handler om at give mulighed for fosterreduktion men 1) at få reduceret risikoen for, at fertilitetsbehandling medfører graviditeter med flere end eet foster  og 2) at øge hjælpen til de familier, der får en familieforøgelse ud over det forventede.

Den nye lov åbner mulighed for, at en kvinde før 12 uge kan få reduceret antallet af fostre af både medicinske årsager og af årsager, der er lidt mere vage. Ordvalget er som følger:

En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.
Hvis reduktionen skal foregå efter 12. uge ( hvor hun stadig også kan vælge at få provokeret abort med samtlige fostre), skal der være særlige omstændigheder til stede, dog er det formuleret således, at der er åbent for fortolkninger:
Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet.

Loven åbner også mulighed for, at privathospitaler eller klinikker kan foretage reduktionen.

http://www.ft.dk/Samling/20021/lovforslag_som_vedtaget/L184.htm

 

9. TVILLINGER BEDST TIL DET MESTE
Tvillinger bliver oftere populære og socialt mere veltilpassede end andre børn, viser en finsk-amerikansk undersøgelse. Nogen ulempe ved at være tvilling har forskerne bag undersøgelsen ikke fundet.
Tvillinger viser tidligere og stærkere tegn på social tilpasning end børn med ældre eller yngre søskende og enebørn, fremgår det af undersøgelsen. Tvillingerne kan lide at være sammen med andre, de er populære, og de viser tidligt, at de har talent for ledelse, hedder det videre.
De tar mere hensyn til andre mennesker end deres jævnaldrende, og de viser en stærkere evne end gennemsnittet til at kunne løse konflikter gennem diskussioner. Har de nogen dårlig side, må det være, at de kan fremstå som for perfekte.
De gode sociale egenskaber er specielt fremtrædende hos tvillinger af forskelligt køn fremgår det også. Rapporten er skrevet af professor Lea Pulkkinnen fra universitetet i Jyväskylä. Hun har gennemført tvillingundersøgelsen i samarbejde med kolleger ved universiteterne i Helsingfors og i den amerikanske delstat Indiana. (NTB-FNB)

10. BOGEN OM TVILLINGER I NY UDGAVE
Joan Tønder Grønnings ”Bogen om tvillinger” har taget på i vægt ! Nu er den forøget med 100 sider, blandt andet med en graviditetskalender, der følger en tvillingegraviditet uge for uge.
I forbindelse med nyudgivelsen sælger vi et mindre parti af den gamle udgave til en tilbudspris af 150 kroner stykket.  Den nye bog koster 278.- kroner

Bogen om tvillinger i nye udgave (255 sider):

http://www.tvillinger.com/Nyheder-forside/BogenOmTvil-ny.htm

Gamle på tilbud for 150 kroner ( 155 sider)

http://www.tvillinger.com/bestillinger/bogenomtvil.htm

 

11. Fra kalenderen:

GENERALFORSAMLING OG TVILLINGEWEEKEND I FREJA:
5.-6.-7-september i Øer Maritime Ferieby. Både Thor Pedersen og Henriette Kjær er inviteret til at komme til generalforsamlingen, men i skrivende stund kendes ikke svart på, om de kommer.

Her er oplagt mulighed for at diskutere, hvad Freja kan gøre med truslen om fjernelse af flerbørnstilskuddet står åben for alle. Dagsorden og hele programmet for de festlige dage er omtalt på  http://www.flerlinger.dk

 

KØB OG SALG TRÆF I SENGELØSE HALLEN

Søndag den 7. September kl.11-15 er det muligt at spare penge – køb billigt brugt tvillingeudstyr på markedet for flerlingefamilier i Sengeløsehallen i byen Sengeløse.

 

MØDE FOR EFTERLADTE TVILLINGER, ODENSE
Netværket for efterladte voksne tvillinger, Lone Twins, mødes
13. September på Patienthotellet. Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29. Mødetid kl. 11.30 og slut kl. 17. Tilmelding nødvendig hos Susanne Brink Larsen sbl@tdcadsl.dk tlf. 56974274

 

Dette nyhedsbrev går ud til alle, der enten har tilmeldt sig modtagelsen på tvilling.net eller tvillinger.com, er medlem af pressen eller har handlet på tvillinger.com  Framelding finder sted ved at skrive info@tvillinger.com  og skrive "frameld nyhedsbrev" i Emnet

 

ANNONCE: AMMEPUDE
Mega-ammepude – KUN hos tvillinger.com: Lasal-ammepude i ekstra lang bananform, der kan nå rundt om kroppen. Vaskbart bomuldsbetræk, der kan forkortes i begge ender, så puden om ønsket kan komprimeres. Kroner 600 plus porto.
Se foto i forhold til andre ammepuder på:
http://www.tvillinger.com/markedsplads/Nymark/Butik/Ammepudepix.htm#Megaudgave