Januar 2002

NYHEDSBREV nr 1/2002
---
(Bemærk at citat kun er tilladt med kildeangivelse: www.tvillinger.com)

1. IVF og ICSI- Tvillingers helbred undersøges
2. Nye foredrag om Tvillinger 0-6 år og om De usynlige senfølger ved for tidlig fødsel
3. Fagpanel kan nu spørges om for tidligt fødte
4. Voksne tvillinger årgang 1931-1982 spørges ud
5. Tvillinger.com søger ildsjæl til at opbygge internetforretning
6. Praktisk nyt: Københavns tvillingeprojekt ny adresse. 
7. Citater fra kommende bog om voksne tvillinger
 

IVF og ICSI- TVILLINGERS HELBRED UNDERSØGES
Fertilitetsklinikken ved Rigshospitalet i København har netop indhentet omkring 1500 svar fra forældre til tvillinger født i 1997. Spørgeskemaet har fokuseret på børnenes helbred, og samtidig har man spurgt mødrene om deres holdning til at få tvillinger, både før og efter at de har ”prøvet det”. Ligeså spørges kvinderne om deres holdning til Sundhedsstyrelsens retningslinier om kun at sætte to æg på under en barnløshedsbehandling.
Klinisk assistent, læge Anja Pinborg står for undersøgelsen:

- Tvillingefødsler efter IVF eller ICSI behandling udgør omkring 30% af alle tvillingefødsler i Danmark. Der er tidligere gennemført undersøgelser om, hvordan tvillinger født efter kunstig befrugtning klarer sig omkring fødslen, men vores viden om sygelighed, senfølger og dødelighed hos disse tvillinger på længere sigt er fortsat mangelfuld. Flere undersøgelser tyder på, at IVF/ICSI tvillinger klarer sig lidt bedre end tvillinger født efter naturlig befrugtning, formentlig fordi meget få IVF tvillinger er enæggede. Undersøgelsens formål er således ”at undersøge alle tvillinger født efter in vitro fertilisation (IVF) eller mikroinsemination (ICSI) i Danmark i perioden 1995-1999 m.h.p. fødselsforløb, sygelighed, senfølger og mortalitet”.

Besvarelserne indgår i en nordisk undersøgelse, som også ser nærmere på, om det kan lade sig gøre at mindske risikoen for at føde tvillinger, hvis man kun overfører eet æg ad gangen til en særlig udvalgt gruppe kvinder i barnløshedsbehandling.

 NYE FOREDRAG OM TVILLINGER 0-6 ÅR OG OM SENFØLGERNE VED FOR TIDLIG FØDSEL
Se foredragskalenderen på http://www.tvillinger.com/markedsplads/Nymark/kalender.htm

Foredrag om Tvillinger 0-6 år: Kalundborg LOF, onsdag den 6. februar, tilmelding 59 56 14 14. Oplæg ved Abelone Glahn

Foredrag om Senfølgerne ved for tidlig fødsel: Slagelse 28.02.,Rønne 04.03., Sønderborg 06.03., Holbæk 14.03., Allerød 19.03., alle oplæg ved Jonna Jepsen, formand for Dansk Præmaturforening

FAGPANEL KAN NU SPØRGES OM FOR TIDLIGT FØDTE
Omkring 41 % tvillinger fødes før fulde 37. uge og er således defineret som for tidligt fødte.
Dansk Præmaturforening har netop aktiveret sit fagpanel http://www.praematur.dk 
Her svarer følgende fagpersoner på spørgsmål om for tidligt fødte børn:
GORM GREISEN - overlæge og professor på Rigshospitalets neonatalafdeling
LISBETH MILTING GATH - psykolog på Hvidovre Hospital,  tilknyttet neonatalafdelingen
MAJBRIT HEDEGAARD BENNEDSEN - sundhedsplejerske i Viborg med speciale i for tidligt fødte børn
METTE ANDREASSEN - socialrådgiver og familieterapeut
HANNE AGERHOLM - fysioterapeut på Aalborg Sygehus Nord med arbejdsområde for tidligt fødte børn
Fagpanelet svarer på spørgsmål fra såvel forældre til for tidligt fødte børn som til fagpersoner, der har med disse børn at gøre.

VOKSNE TVILLINGER ÅRGANG 1931-1982 SPØRGES UD
Det Danske Tvillingregister udsender i april 2002 spørgeskemaer til danske tvillinger født fra 1931 til 1982.
I skemaet spørges der bl.a. om, hvorvidt man har en lang række forskellige sygdomme, om vaner af betydning for helbredet, om uddannelse og arbejde, og om ens opfattelse af sig selv og sit eget helbred.
Tvillingeregisteret håber, at rigtig mange har lyst til at være med, og eventuelle spørgsmål kan rettes til tvilling@health.sdu.dk.

TVILLINGER.COM SØGER ILDSJÆL TIL AT OPBYGGE INTERNETFORRETNING
På provisionsbasis eller efter anden aftale søges person, der med entusiasme vil gå ind i at bygge internetforetning op på tvillinger.com i samarbejde med vores nordiske partnere.
Der er næppe tale om en fuldtidsstilling, men om et stykke arbejde der skal gøres for at indhente tilbud, finde de rette varer mv., forhandle med samarbejdspartnere om de bedste og mest anvendelige varer til tvillingefamilier med tvillinger i alle aldre.
Tvillinger.com kan ikke tilbyde løn, men kan tilbyde en provisionsaftale, med mindre der er en ildsjæl derude, som synes, det kunne være sjovt at gøre det for sagens skyld, ligesom de øvrige, der arbejder gratis for tvillinger.com
Ring til Abelone Glahn på 54 49 00 94

TVILLINGEPROJEKT KØBENHAVN ER FLYTTET
Tvillingeprojektet i Københavns Kommune er flyttet og har fået nyt tlf.nr.: Teglværksgade 31, 2100 Kbh.Ø, tlf. 33178029. Kontaktperson er stadig Jannett Knabe Sørensen

CITATER FRA  BOGEN OM VOKSNE TVILLINGER:
I april 2002 udkommer bogen ”Tvillingebilleder”, som er en samling beretninger om det at være tvilling fra voksne tvillinger af alle typer og i alle kombinationer af en- og tveæggede.
Bogen udkommer på Høst og Søn og kan forudbestilles allerede nu, så den tilsendes automatisk ved udgivelsen. Pris 268.- Forudbestilles her: http://www.tvillinger.com/bestillinger/Tvillingebilleder.htm
Citater fra bogen:
Anonym enægget kvinde:
Jeg ved ikke, hvorfor han foretrak min søster. Jeg kan forstå det bedre, da jeg forstod på min mor, at de havde ”fordelt” os, at vi som små børn lå hos den samme hver gang. Jeg går ud fra, at jeg var tilfreds med fordelingen som lille barn. Det er først er i puberteten, det bliver et problem.

Helle Skjoldaa, tveægget:
Måske ville det have været anderledes, hvis omgivelserne tidligt havde indset, at vi var to meget forskellige børn og støttet os i at udvikle os forskelligt. I dag måler jeg mig ikke længere i forhold til, hvor jeg er i Lones liv, men ser nu på, hvor Lone er i mit liv.

Peter Sand, enægget:
Bagsiden ved at blive et kendt ansigt, er, at man ikke kan gå i fred, men der var bare ikke nogen forside på min medalje. Jeg har måttet stå og råbe overfor voksne mennesker, at jeg hedder Peter og ikke Ebbe, og de grinede bare ad mig

Kirsten Grønborg Schulz, enægget: 
Man kan godt misunde den anden noget, men man under samtidig den anden det af hele sit hjerte.

Henrik Marstal, tveægget:
Internt har det givet os mange problemer som voksne at være så tæt på hinanden. Hverken Ulla eller jeg har haft svært ved at møde potentielle partnere, det har været sværere at fastholde sin interesse i dem.

Anonym tveægget mand:
Vi har altid kørt konkurrence mellem os. Jeg har aldrig følt det som en negativ kappestrid, men snarere som noget, der målsatte vores fremdrift.

Anonym tveægget kvinde:
Hun fattede simpelthen ikke, at jeg nogen sinde kunne føle mig gået for nær af hende, og hun har aldrig villet respektere mine grænser, med mindre jeg forlangte det.

Mette Stentoft, enægget
Folk har tit spurgt os, hvordan det er at være tvillinger, og vi har aldrig kunnet svare andet end, at det vidste vi ikke, for vi har aldrig prøvet at være ikke-tvilling. Men jeg oplever noget, der ligner nu, hvor Rie ikke er her ved siden af mere.