Anmeldelse af
Olivia Lousada: Hidden twins – What adult opposite sex twins gave to teach us (Karnac)
Anmeldt af Lotte Kirkeby
De hemmelige tvillinger
Når man kommer mosende med sin tvillingevogn, tiltrækker man sig stor opmærksomhed i gadebilledet, uanset om det er en- eller tveæggede tvillinger, der putter sig under dynerne. Og mens opmærksomheden ofte hænger ved, når der er tale om enæggede, klinger den som regel af, når det drejer sig om tveæggede, ikke mindst hvis det er en dreng og en pige.
Tveæggede tvillinger af hvert sit køn holder hurtigt op med at ligne tvillinger. En dreng og en pige vil ofte udvikle sig og vokse i forskelligt tempo, de vil søge venner af samme køn, som dem selv, og allerede i børnehaven vil mange forældre blive mødt med: ’Gud, jeg anede slet ikke, at de var tvillinger.’ Omverdenen – og også tit forældrene – vil derfor hurtigt begynde at opfatte dreng-pige-tvillinger som ganske almindelige søskende.
Men det er de så langt fra, skriver Olivia Lousada, der selv har en tvillingebror, og som har brugt mange år på at finde sig selv i sit tvillingeforhold: først i terapi og senere i sit arbejde som psykoterapeut og psykodramatiker med speciale i tvillinger. Og hendes forskning viser, at de fælles oplevelser, som tvillinger, også af forskelligt køn, har før, under og efter fødslen, knytter dem sammen. Måske endda mere end vi aner.
Tvillingeforskere har typisk koncentreret sig om de enæggede tvillinger eller de tveæggede af samme køn, fordi den gængse opfattelse har været, at dreng-pige-tvillinger var den mest ukomplicerede – eller måske mest uinteressante – konstellation. Men der er faktisk forskere, der hævder, at tveæggede tvillinger af hvert sit køn måske nok er mindre ens og har mindre tilfælles end enæggede tvillinger – men at de har langt mere tilfælles end tveæggede tvillinger af samme køn.
Og det er lidt af et overset fænomen, mener Olivia Lousada. Tveæggede tvillinger af hvert sit køn er vokset op med at tænke i forskelle frem for ligheder, når det gjaldt deres tvilling, og dermed bliver deres situation nærmest omvendt af andre tvillingers. Ifølge Lousada skal tveæggede tvillinger af hvert sit køn nemlig tage deres tvillingeskab på sig, de skal lære at erkende, at de ligner hinanden, at de har en fælles historie, at de er et par – og dermed tage ejerskab over deres fællestræk – modsat fx enæggede tvillinger, der tit arbejder på at finde frem til en eller anden forskel på sig selv og den identiske anden.
Et af de fænomener, som Lousada har observeret tydeligst, er det, som hun kalder resonans, og som er en meget ubevidst størrelse. Mens tvillinger af hvert sit køn ikke nødvendigvis leger sammen eller konkurrerer i samme grad som tvillinger af samme køn, er de dog ofte opmærksomme på, hvad den anden laver; de har ofte blikket – eller tankerne – rettet mod den anden, selv om de er adskilt. Og fordi det er så uerkendt, tit både hos tvillingerne selv og deres omgivelser, giver det en tom eller skæv fornemmelse, måske især i de voksne år.
Der kan være mange forklaringer på, at man helst har set på forskelle frem for ligheder, når det handler om tveæggede tvillinger af hvert sit køn, og at man har haft så travlt med at få dem skilt ad. En af de myter, der hænger bedst fast på de tveæggede dreng-pige-tvillinger, er den incestuøse. Historier om tvillinger, adskilt ved fødslen, der senere mødes og gifter sig, er benzin på det bål. Tanken om et forhold mellem tvillinger af hvert sit køn er for nogle en frygt, for andre en fascination – og dele af tanken er reel nok, skriver Lousada. Selv om tvillinger ikke har et seksuelt forhold til hinanden, og selv om de lever i lykkelige ægteskaber som voksne, må de respektive ægtefæller acceptere det ’resonans -rum’, som med-tvillingen optager. Ikke dermed sagt, at ægtefællen bliver nummer to, men følelsen af at være ’bagefter’ vil mange, der er gift med en tvilling, kunne nikke genkendende til.
Olivia Lousada har gennem flere år fulgt tre tveæggede tvillingepar af hvert sit køn og dels talt med dem, dels arbejdet med dem i en form for kunstterapi. Lousadas vinkel er den psykoanalytiske, og den dækker én side af sagen, men man sidder tilbage med en fornemmelse af, at problematikken er mere kompleks end som så. Bogen er delt op i en meget casebåret del, der fortæller tvillingeparrenes historie og fremlægger resultaterne af terapien, og i en hardcore akademisk del, der for lægmand er tung og knastør. Som helt almindelig læser mangler man en mere generel introduktion til fænomenet, som er super-interessant, ikke mindst hvis man som undertegnede frisk og frejdig har udtalt: ’Det er jo en dreng og en pige, så de er ikke ret tvillinge-agtige, vi ser dem egentlig mest som søskende …’
Olivia Lousada: Hidden twins – What adult opposite sex twins gave to teach us (Karnac)