Anmeldelser:

Meget Små Børn
- beretninger om for tidligt fødte børn

208 sider
148, 00 kr
Munksgaards Forlag
ISBN: 87-16-12285-2

Hvert år fødes ca 4000 børn for tidligt, det vil sige før  udgangen af 37. uge. Langt den største del af disse børn vejer mellem 1500 og 2500 gram ved fødslen, og er som regel født mellem 33. og 37. uge.

Nu er der kommet en bog med beretninger fra forældre, der har oplevet, at deres børn skulle bringes til verden væsentligt tidligere, mellem 24. og 32. uge, hvor børnene har vejet mellem 1000 og 1500 gram, for enkeltes vedkommende endnu mindre.

Bogen ”Meget Små Børn – beretninger om for tidligt fødte børn” er en samling af 10 forældre, ni mødres og en fars beretning om deres børns fødsel, den første tid og siden deres opvækst, og for to af børnenes vedkommende også deres død kort efter fødslen.

Børnene er det, der i fagsproget hedder ”meget for tidligt” eller ”ekstremt for tidligt” født.  Den tidligste, en dreng i 24. uge på 600 gram,  og den mindste, en pige på 451 gram født i 27.uge.

Først og fremmest er de ti beretninger vidt forskellige og rummer ubevidst hver deres vinkel på forløbet. De beskriver alle optakten og årsagen til den for tidlige fødsel, selve fødslen og opvågningen efter det uundgåelige kejsersnit, og derefter den angstfyldte periode, før det viser sig, om barnet overlever. Men hver gør det på sin måde, og jeg er fuld af beundring over den ærlighed, hvormed det foregår.

Mette Ziemendorf Ringsted, der har fået ideen til bogen, skriver, at hensigten med bogen har været, at andre, der kommer i lignende situation og dem, der får forbindelse med disse familier, kan bruge erfaringerne. De ekstremt for tidligt fødte børn optræder i litteraturen kun i dødsstatistikkerne, og det har ikke været særlig opløftende, når man har ledt efter læsestof med en lille en liggende i kuvøsen ved siden af.

Hun havde også brug for at vide, hvordan de andre havde haft det – om de heller ikke havde turdet knytte sig til det lille barn, om de også følte det var hospitalets barn, og at ingen i familien forstod, hvad det virkelig handlede om. Hvordan gik det med dem, der mistede deres barn, og med dem, der kom hjem med et handicappet barn.

Selv om beretningerne klart viser, at forældre er forskellige, børn ligeså, og at hver har deres holdning til livet, sundhedsvæsnet og deres egne styrker/svagheder, så er der dog visse fællestræk.

Beretningerne fremhæver for eksempel, hvor meget det neonatale personale og deres professionalisme har betydet, og hvor tæt og personligt et forhold til personalet, man får.

Samtidig beskriver nogle også den desperation, forældrene føler over at kunne udrette så lidt selv, og være så meget i hænderne på fagfolk. Flere beretter om at sige fra overfor behandling på visse områder, og om at turde tro på egen intuition.

Alene på grund af dette afhængighedsforhold på godt og ondt bør læger og  sundhedspersonale have bogen som pligtlæsning.

Et andet fælles træk ved beretningerne er den grænseløse kærlighed, hver eneste af dem udstråler, selv om flere nævner både ulyst og angst for at knytte sig til det lille væsen. Troen på, at børnene har kræfter selv og signalerer, at de gerne vil leve, er umådelig mobiliserende, og giver stort håb for andre.

Alle beretninger viser også, at man efter et stykke tid, men egentlig overraskende hurtigt, accepterer tingenes tilstand og forholder sig til verden ud fra situationen lige nu. Der bliver ikke brugt mange ord på den sorg, de måtte føle over at være blevet snydt for den fulde graviditet, en normal fødsel og en rolig barsel, og selv om sorgen og skuffelsen bliver nævnt som noget ikke uvæsentligt, så bliver det hurtigere væsentligere at sige: Jamen sådan er tingene altså bare nu, og det er dét vi må tage som udgangspunkt for det videre liv.

Forskellighederne i beretningerne er imidlertid også væsentlige at fremhæve.  De fleste beretninger kommer fra forældre, hvis børn ikke endnu er blevet så gamle, og for dem alle, går det stort set godt. Blandt beretningerne er en tvillingemors, som går mere i dybden med tiden efter,  f.eks. om den separationsangst, for tidligt fødte bærer med sig langt op i årene, og som beskriver erfaringer med alternative behandlingsformer.

 En anden mor beskriver sin datter på nu 14 år.  Moderens indlæg er meget væsentligt, ikke kun fordi det er det eneste i bogen, som beskriver en ”ældre” for tidligt født, men også fordi det beskriver et barn, der bliver spastisk  på grund af en hjerneblødning 10 dage efter fødslen.

Lige så væsentligt er det at få beskrevet de to dødsfald, der sker, såvel forløbet som tankerne, der udtrykkes af familierne, og endelig er det væsentligt, at ikke alle beretningerne er skrevet af mødrene. Der er en tydelig forskel på beretningen fra den ene far set i forhold til de ni mødre, såvel i fortælleform som i oplevelse, og det er jo meget naturligt. En far er og bliver en tilskuer, hvor meget han så end kan deltage og selv føler. Det er ikke ham, der oven i har kroppens signaler, maven, brysterne og hormonerne, og derfor bliver hans beretning også en anden. At bogen rummer en fars beretning, som fuldt ud er lige så værdifuld som en moders, er et meget stort plus.

Bogen slutter med to mere faktuelle kapitler af hhv en psykolog og en sygeplejerske, samt et stikordsregister, som desværre ikke helt konsekvent medtager alle de nye ord og begreber, man møder i teksten. Indlæggene sætter beretningerne ind i en mere nøgtern sammenhæng og beskriver neutralt, hvad det at være så meget for tidligt født betyder for såvel barnet, som for familien.   

anmeldt af Abelone Glahn
bragt i Forældre og Børn
Forår 2000

tilbage til oversigt