Anmeldelser: Meget
Små Børn
Hvert år fødes ca 4000 børn for tidligt, det vil sige før udgangen af 37. uge. Langt den største del af disse børn vejer mellem 1500 og 2500 gram ved fødslen, og er som regel født mellem 33. og 37. uge. Nu
er der kommet en bog med beretninger fra forældre, der har oplevet, at
deres børn skulle bringes til verden væsentligt tidligere, mellem 24. og
32. uge, hvor børnene har vejet mellem 1000 og 1500 gram, for enkeltes
vedkommende endnu mindre. Bogen
”Meget Små Børn – beretninger om for tidligt fødte børn” er en
samling af 10 forældre, ni mødres og en fars beretning om deres børns fødsel,
den første tid og siden deres opvækst, og for to af børnenes
vedkommende også deres død kort efter fødslen. Børnene
er det, der i fagsproget hedder ”meget for tidligt” eller ”ekstremt
for tidligt” født. Den
tidligste, en dreng i 24. uge på 600 gram,
og den mindste, en pige på 451 gram født i 27.uge. Først
og fremmest er de ti beretninger vidt forskellige og rummer ubevidst hver
deres vinkel på forløbet. De beskriver alle optakten og årsagen til den
for tidlige fødsel, selve fødslen og opvågningen efter det uundgåelige
kejsersnit, og derefter den angstfyldte periode, før det viser sig, om
barnet overlever. Men hver gør det på sin måde, og jeg er fuld af
beundring over den ærlighed, hvormed det foregår. Mette
Ziemendorf Ringsted, der har fået ideen til bogen, skriver, at hensigten
med bogen har været, at andre, der kommer i lignende situation og dem,
der får forbindelse med disse familier, kan bruge erfaringerne. De
ekstremt for tidligt fødte børn optræder i litteraturen kun i dødsstatistikkerne,
og det har ikke været særlig opløftende, når man har ledt efter læsestof
med en lille en liggende i kuvøsen ved siden af. Hun
havde også brug for at vide, hvordan de andre havde haft det – om de
heller ikke havde turdet knytte sig til det lille barn, om de også følte
det var hospitalets barn, og at ingen i familien forstod, hvad det
virkelig handlede om. Hvordan gik det med dem, der mistede deres barn, og
med dem, der kom hjem med et handicappet barn. Selv
om beretningerne klart viser, at forældre er forskellige, børn ligeså,
og at hver har deres holdning til livet, sundhedsvæsnet og deres egne
styrker/svagheder, så er der dog visse fællestræk. Beretningerne
fremhæver for eksempel, hvor meget det neonatale personale og deres
professionalisme har betydet, og hvor tæt og personligt et forhold til
personalet, man får. Samtidig
beskriver nogle også den desperation, forældrene føler over at kunne
udrette så lidt selv, og være så meget i hænderne på fagfolk. Flere
beretter om at sige fra overfor behandling på visse områder, og om at
turde tro på egen intuition. Alene
på grund af dette afhængighedsforhold på godt og ondt bør læger og sundhedspersonale
have bogen som pligtlæsning. Et
andet fælles træk ved beretningerne er den grænseløse kærlighed, hver
eneste af dem udstråler, selv om flere nævner både ulyst og angst for
at knytte sig til det lille væsen. Troen på, at børnene har kræfter
selv og signalerer, at de gerne vil leve, er umådelig mobiliserende, og
giver stort håb for andre. Alle
beretninger viser også, at man efter et stykke tid, men egentlig
overraskende hurtigt, accepterer tingenes tilstand og forholder sig til
verden ud fra situationen lige nu. Der bliver ikke brugt mange ord på den
sorg, de måtte føle over at være blevet snydt for den fulde graviditet,
en normal fødsel og en rolig barsel, og selv om sorgen og skuffelsen
bliver nævnt som noget ikke uvæsentligt, så bliver det hurtigere væsentligere
at sige: Jamen sådan er tingene altså bare nu, og det er dét vi må
tage som udgangspunkt for det videre liv. Forskellighederne
i beretningerne er imidlertid også væsentlige at fremhæve. De
fleste beretninger kommer fra forældre, hvis børn ikke endnu er blevet så
gamle, og for dem alle, går det stort set godt. Blandt beretningerne er
en tvillingemors, som går mere i dybden med tiden efter,
f.eks. om den separationsangst, for tidligt fødte bærer med sig
langt op i årene, og som beskriver erfaringer med alternative
behandlingsformer. En
anden mor beskriver sin datter på nu 14 år. Moderens
indlæg er meget væsentligt, ikke kun fordi det er det eneste i bogen,
som beskriver en ”ældre” for tidligt født, men også fordi det
beskriver et barn, der bliver spastisk på
grund af en hjerneblødning 10 dage efter fødslen. Lige
så væsentligt er det at få beskrevet de to dødsfald, der sker, såvel
forløbet som tankerne, der udtrykkes af familierne, og endelig er det væsentligt,
at ikke alle beretningerne er skrevet af mødrene. Der er en tydelig
forskel på beretningen fra den ene far set i forhold til de ni mødre, såvel
i fortælleform som i oplevelse, og det er jo meget naturligt. En far er
og bliver en tilskuer, hvor meget han så end kan deltage og selv føler.
Det er ikke ham, der oven i har kroppens signaler, maven, brysterne og
hormonerne, og derfor bliver hans beretning også en anden. At bogen
rummer en fars beretning, som fuldt ud er lige så værdifuld som en
moders, er et meget stort plus. Bogen
slutter med to mere faktuelle kapitler af hhv en psykolog og en
sygeplejerske, samt et stikordsregister, som desværre ikke helt
konsekvent medtager alle de nye ord og begreber, man møder i teksten.
Indlæggene sætter beretningerne ind i en mere nøgtern sammenhæng og
beskriver neutralt, hvad det at være så meget for tidligt født betyder
for såvel barnet, som for familien. anmeldt
af Abelone Glahn |