|
Fra fire til to fostre Herunder følger to
beretninger fra mødre, der har gennemgået fosterreduktion efter en
fertilitetsbehandling: Første beretning Anden beretning Første beretning: Denne kvinde har
valgt at fortælle om det svære valg at foretage en fosterreduktion fra 4
fostre til 2. Ikke én men fireVi har en datter på
tre år som det tog med to år at blive gravid med. Så da vi ønskede et
barn mere, var vi klar over, at vi igen skulle igennem behandlingsmøllen.
Jeg var i gennem hormonstimulering og inseminering i fem cyklus, før der
var en positiv test. Så
spændingen var stor, da jeg i uge ni skulle scannes for første gang. Vi
kunne hurtigt se, at der var to, lægen scannede hurtigt videre og sagde
der er tre, og der er fire. Han flyttede scanneren, og så forstående på
os. Hans råd var, at vi gik hjem og tænkte ’Yes, vi skal have tvillinger’. Desuden var hans råd ikke at fortælle nogen om den evt. forestående fosterreduktion, da det sætter mange tanker i gang hos folk. Han fortalte, at det fysiske indgreb ikke er det værste, og at chancerne for vores tvillinger bliver, er 95%. Det der er værst er det mentale. Og det skulle vi nok tale om, hvis den tid kom. Valgte ikke at fortælle det Så vi fik en tid to uger efter. Vi valgte ikke at fortælle nogen om, hvor gravid jeg i virkeligheden var, og vores plan var at lade det forblive vores hemmelighed. Næste scanning afslørede fire små liv, der havde det fremragende. Planen om fosterreduktion blev sat i gang. Vi skulle på Rigshospitalet to uger efter, hvor jeg skal nakkefoldsscannes og vi skal tale med en læge om fosterreduktion. Jeg læste på nettet, at jeg bliver scannet efterfølgende for at se, om indgrebet havde den ønskede effekt, og hvis ikke, skal det foretages igen, da fostret er skadet uopretteligt. Føj, det bliver en mærkelig oplevelse. Tænk, nu har vi gået og kæmpet med behandlingen og de negative test – så er der pludselig fire, og vi skal vælge liv fra. Vi er glade for, at vi har valgt ikke at dele denne oplevelse med nogle. Vi bliver bekræftet i, at denne beslutning er den rigtige, når vi taler med professionelle om det. De giver os ret i, at det er et alt for kontroversielt emne til, at vi skal diskutere det med familie. Desuden er risikoen for forskellige skader for børnene meget høj, hvis man gennemfører graviditeten, så fosterreduktion tilrådes ved firlinger. Det hjælper lidt, men følelsesmæssigt er det ikke sjov. Jeg ”glædede mig” til, at det var overstået, og vi kunne begynde rigtig at glæde os over tvillinger, og til de kommer. Der var jo en risiko for, at de smutter efter indgrebet, så derfor var det også godt at have det overstået, så vi kunne komme i gang med at krydse ben for, at de bliver. Firlingegraviditet risikabelDagen inden selve indgrebet skulle jeg altså scannes. Alle fire havde det stadig godt ,og der blevet slået kolbøtter. Det var rigtig svært at se dem boltre sig sådan. Da det også var nakkefoldscanning tog det lang tid, før de havde fanget alle fire. Så til sidst blev jeg næsten helt immun overfor at se dem vælte rundt. Lægen fortalte senere, at hvis alle fostrene havde det fint, og der ikke er var en bestemt, der skiller sig markant ud, så tager hun de øverste, da hun skal tænke på det væv, der efterfølgende opstår. Det er ikke godt, hvis det ligger foran livmoderhalsmunden. Efter scanningen havde vi en god samtale hvor hun fortalte om den meget forhøjede risiko for at miste alle fire fostre, og for tidlig fødsel, hvis vi valgte at gennemføre firlingegraviditeten. Gennemsnitligt bliver firlinger født i 29. uge ,og det er søreme alt for tidligt. Da det ikke er ofte, at der i Danmark er firlinger, ser man på amerikanske erfaringer, hvor fertilitetsbehandlingen er mere aggressiv, og der oftere opstår mange-linger. Dér siger erfaringerne, at jo flere der er før indgrebet ,og jo flere der er efter indgrebet, jo højere er risikoen for at det kan gå galt for de resterende fostre. Dvs. fra firlinger til tvillinger stiger risikoen fra 5,6 (som den er fra trillinger til tvillinger) til 8,2 sådan ca. Jeg tror, den ville være lidt lavere, hvis vi valgte kun at have en tilbage, men det er fuldstændigt utænkeligt nu. Nu har vi jo vænnet os til tanken om tvillinger og glæder os! Svær beslutningEfter en meget urolig nat, hvor jeg ikke fik sovet meget, skulle vi af sted til Rigshospitalet igen. I bilen talte vi meget om, hvad det var vi skulle igennem. Vores hjerner er fuldstændig afklaret med, at det er den rigtige beslutning. Hjerterne følger dog ikke med, og vi snakkede og snakkede – nærmest som om vi skulle overbevise os selv om og om igen, om at det er det rigtige, vi gør. Jeg blev ked af det og syntes lige pludselig, det var meget uoverskueligt og alligevel ”glædede” jeg mig, til det var overstået. På ultralydklinikken kom lægen fra i går, en ny læge og en sygeplejerske og tog imod os. Jeg lå i sengen på gangen lidt, og der kunne jeg slet ikke tænke. Jeg græd og græd, og det hele var bare sørgeligt. Jeg fik noget mere beroligende, og jeg var meget groggy. Heldigvis var der ikke noget fjernsyn, så vi kunne ikke følge med i indgrebet gennem scanningen. Det ønskede ingen af os. Jeg syntes lægerne gjorde det godt. Hun sagde, når hun stak, og ellers var det meget få ord, vi hørte. Jeg lå for det meste med lukkede øjne og græd. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle holde øje oppefra. Jeg oplevede indgrebet som hurtigt overstået og de fortalte at det gik som planlagt. Fire var nu blevet til to. Bagefter var jeg helt tom. Helt tomJeg skulle ligge et par timer inden en ny scanning. Jeg prøvede at sove, da jeg stadig var groggy og træt, men jeg kunne slet ikke tømme hovedet for tanker, så jeg kunne slappe af. Alligevel kan jeg i skrivende stund ikke huske, hvad jeg tænkte – var bare tom. Den næste scanning viste, at indgrebet var gået som planlagt, og fire var stadig blevet til to. Jeg kunne tage hjem, når jeg var klar. Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle gøre – jeg var stadig tom indvendigt. Og vi besluttede at tage hjem. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kan slappe af derinde på hospitalet. Jeg tror også det var, fordi alt mindede mig om det. På vej hjem i bilen faldt jeg i søvn. Jeg gik op og seng i 1½ time – jeg var bare helt væk. Det var dejligt at få sovet og få det hele lidt på afstand. Jeg følte det som en tåge, det vi har oplevet i løbet af dagen. Som om det slet ikke er os ,det er sket for – og så alligevel var jeg meget bevidst om, at jeg nu bar på to levende fostre og to døde. Det er hårde ord at skrive, men det er jo sådan det forholdte sig. Blev sygemeldtI dagene efter var tankerne tomme. Jeg forstod ikke, at jeg ikke var mere ked af det. Det var bare, som om at jeg ikke kan forstå, at det er mig – MIG – der har været igennem dette. At det er MIG, der har gjort noget, som jeg ALDRIG havde forestillet mig, jeg skulle igennem. I to uger efter indgrebet var jeg sygemeldt og skulle forholde mig helt i ro. Vi fortalte familien, at jeg havde haft det dårligt og var blevet sygemeldt af det lokale sygehus. Vi fortalte vores løgnehistorie så ofte, at jeg til sidst måtte minde mig selv om den rigtige version. Dog havde jeg det fint med at have noget andet at skyde skylden på – så kunne tankerne om de to, der ikke skulle blive til noget, komme på afstand. To levende fostre To uger efter indgrebet skulle jeg kontrolscannes på Rigshospitalet. Jeg havde inden scanningen tænkt over, om jeg ville se med fra start – men da jeg lå på briksen, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville se det hele. Hun scannede, og jeg så hurtigt et lille foster med et blinkende hjerte. Så scannede hun lidt videre og fandt nr. to. Så tvillinger var altså helt i top – puha! Så scannede hun lige mere rundt og fandt de to ekstra. De var på vej i opløsning og lå helt stille i bunden af deres sæk. Det var i øvrigt meget tydeligt at se forskel på størrelsen af de ekstra og tvillingerne. Hun målte tvillingerne, og de havde den rigtige størrelse – ca. 10 cm. Med et hoved på tre cm. i diameter. Jeg spurgte, om hun ville lave et billede, hvor jeg kunne se begge hoveder – det gjorde hun, og det blev rigtig fint. Jeg fik også et med af hver af tvillingerne i profil – dem har vi dog ikke vist til nogen. Det skyldes at på det ene kan man ane en ekstra, og det er jo ikke meningen. Så de forbliver vores hemmelige billeder. Så nu er jeg afsluttet fra Rigshospitalet og skal følge de almindelige tvillingeplaner her i amtet. Andres kommentarer På en internet debatforum om tvillinger, er der en kvinde, der fortæller, at hun er blevet skannet og venter trillinger. Hun går derfor og overvejer fosterreduktion, som lægen åbenbart har talt med hende om. Hun får mange kommentarer, og selv om de alle er i god tone, så skinner holdninger selvfølgelig igennem. Når jeg læser det, bliver jeg så bekræftet i det rigtige i, at vi ikke har fortalt det til nogen. At vi ikke har skulle høre på andres holdninger og velmenende bekymringer. At skulle forsvare vores beslutninger overfor dem, der er uenige osv. Det
giver en dejlig fornemmelse, og jeg er bare så super glad for den
beslutning, vi har taget – både med at lade indgrebet forblive en
hemmelighed og med at vi fik det foretaget. Normal graviditetJeg har efterfølgende haft en helt normal tvillingegraviditet, og der har ikke været tegn på at fosterreduktionen skulle afslutte graviditeten. Der er dog blevet
passet lidt ekstra på mig i form af deltidssygemelding fra det blev
opdaget og en fuldtidssygemelding fra 20. uge. For selv om risikoen for at
miste skulle være størst lige efter indgrebet, skal jeg passe ekstra på
mig selv. De professionelleFertilitetslægen var meget ked af, at han havde bragt os i den situation. Han fortalte, at han er meget påpasselig i forhold ti,l hvornår han tilråder inseminering, da han er klar over den svære beslutning. Jeg har fortalt, at vi på ingen måde føler, han er skyldig – det var naturens luner, at også de to små follikler skulle blive til liv ,som vi valgte at afslutte. Jeg har efterfølgende rost ham for det råd, han gav os – at lade være med at fortælle nogen om firlingerne og reduktionen. I hvert fald ikke, mens det stod på. For vi havde nok kvaler med at forholde os til vores eget dilemma og samvittighed. Min egen lægen har også været utrolig forstående og har kun støttet os. Personalet på Rigshospitalet forholdt sig også meget professionelt og hjalp os igennem den svære dag, hvor fire skulle blive til to. Jeg fødte mine tvillinger ved et planlagt kejsersnit, som gik helt efter planen. Der var mange, der spurgte mig hvorfor ,og jeg svarede, at det var, fordi tvilling a lå på tværs og derfor kunne jeg ikke føde dem selv (dette viste sig også at blive sandt). Beslutningen om planlagt kejsersnit blev dog taget så tidligt i graviditeten, at tvilling a kunne nå at vende sig mange gange. Jeg ønskede selv et kejsersnit, da jeg havde brug for den ro efter den hårde start. Lægen, jeg talte med ,havde fuld forståelse for min beslutning, og der var ingen diskussion. Som han sagde, først at have været igennem et behandlingsforløb for så at fjerne to fostre – det fortjente ingen at gennemgå. Inden kejsersnittet havde jeg overvejet at spørge, om de kunne se på moderkagerne ,at der havde været to mere – har hørt, at hinderne måske kunne være lidt tykkere på enkelte steder. Men det var bare så ligegyldigt, efter jeg havde set mine to små vidundere. På sygehuset – før og efter fødslen – var der ingen der nævnte fosterreduktionen til vores store lettelse. Jeg havde frygtet en kæk sygeplejerske, der kom med bemærkninger. Jeg ved ikke hvorfor - jo måske fordi jeg ikke ønskede, at det blev kommenteret. Det var så sørgeligt, det vi var igennem, og vi havde brug for at være lykkelige med vores to fantastiske børn. Dét fik vi heldigvis lov til at være. Vi tog hjem efter fire dage på sygehuset – så havde vi brug for at komme hjem og i gang med at være en stor familie. På vej hjem spurgte jeg min mand, om han havde tænkt tanken, at det måske kunne have været to andre børn, vi havde med hjem. Han svarede nej ,og at det skulle jeg heller ikke, for det kom jeg ingen vegne med. I skrivende stund er tvillingerne tre uger, og de har det godt. Amningen fungerer, de tager fint på og er to nemme børn. Fosterreduktionen er ikke noget, der fylder nu. Vi er dog stadig 100% sikre på, at vi tog den rigtige beslutning både med indgrebet, og at vi ikke har fortalt det til nogen. Det var vist slutningen på den historie! Jeg håber, du vil lægge den på jeres hjemmeside, så andre måske kan bruge den, når de skal træffe den svære beslutning! Venlig hilsen Hvorfor anonym?Min mand og jeg ikke har fortalt vores familie og venner om det svære valg, vi måtte træffe, da jeg var gravid med firlinger. Dette efter et råd fra fertilitetslægen. Hans begrundelse var, at det er så kontroversielt et emne, og der er mange etiske overvejelser, som vi skal gøre selv. Uden indflydelse fra familie og venner som ikke kan forhold sig professionelt til valget. Vi var meget velkomne til at kontakte ham og min egen læge, hvis vi havde brug for råd og vejledning. Hvorfor vælger jeg så alligevel at fortælle min historie her? Fordi der ikke findes nok information om dette emne, når valget skal træffes. Så jo oftere jeg kan ”stå frem” og fortælle min historie, jo større er chancen for at hjælpe bare en anden familie i deres beslutningsproces. Til Journalister Hvis du skal bruge citater fra denne fortælling, skal du angive tvillinger.com som kilde. Vi er meget taknemlige
for, at denne kvinde vil fortælle sin historie og lægger den derfor frit
ud på nettet med denne klare klausul. Abelone
Glahn, www.tvillinger.com
Anden beretning Bo og Vibeke har fået foretaget en
reduktion fra fire til to fostre. Vibeke var i syvende uge, da hun fik at vide, at hun og hendes mand Morten venter firlinger. På en fertilitetsklinik var hun blevet insemineret med sin mands sæd, og måske fordi hun også havde fået hormoner i fire dage, måske fordi hun selv udløste to æg , blev ikke eet, men hele to æg befrugtet. Begge æg delte sig kort efter. I ottende ugeVibeke fik beskeden i syvende uge, og
hun er endnu lidt omtumlet af oplysningen i ottende uge: - Man gør sig mange tanker, også de
egoistiske og kyniske tanker, som jeg ikke er så stolt ved. Når vi nu
ved, at man alligevel skal "ind og pille", kunne det så lade
sig at få en dreng og en pige, som vi gerne ville have, hvis vi
overhovedet skulle haft mere end eet barn. Hvad er fordele og ulemper ved
at have tre og to. Kan vi praktisk og økonomisk overkomme det. Bare at tænke
på at amme tre på én gang. Det kan gå, at far og mor sidder med hver
en , men hvad med den tredje ? Omvendt kan to piger eller to drenge nemt
komme op at konkurrere med hinanden, og jeg tror, det er lettere at skabe
fred med tre børn. Hovedovervejelsen går på, om vi skal
tage stilling til en reduktion fra 4 til 2 eller fra 3 til 2, alt efter om
fostrene overlever, men som det er nu, er ingen af os i stand til at tage
beslutningen. Naturen kan overhale os, og beslutningen må blive truffet så
tæt op ad skæringsdatoen, som muligt. I tiende uge
|