Artikel bragt i Sygeplejersken
Når man bliver for gravid
Fosterreduktioner påvirker længe efter

Selv om det er forholdsvis få (mellem 25 og 50 om året i Danmark), der får foretaget en fosterreduktion, er det væsentligt for sygeplejersker ved fertilitetsklinikker at forstå, hvilke reaktioner mødrene har på oplysningen om, at et eller flere fostre må dø for at sikre de øvriges overlevelse. Særligt betyder det meget, hvordan kvinderne får beskeden om, at de venter flere end planlagt, viser undersøgelse fra USA.

Der er på verdensplan ikke flere end syv offentliggjorte undersøgelser af de psykiske reaktioner hos  kvinder, der tilbydes og enten vælger eller fravælger fosterreduktion. På ISTS kongressen blev den syvende undersøgelse præsenteret af Kate Sullivan Collopy fra Universitetet i New Hampshire, USA.

Undersøgelsen omfattede syv kvinder, der alle var blevet gravide efter ART behandling. Kvinderne var mellem 20 og 40 år, ingen havde levende børn i forvejen, men fem af dem havde tidligere enten aborteret eller mistet et barn under eller lige efter fødslen.

Mellem 3 og 9 embryoer var blevet undfanget, og kvinderne fik mellem 3 og 5 embryoer lagt op.  Fire kvinder valgte fosterreduktion, mens tre undlod og ønskede at gennemføre flerfoldgraviditeten:

Behandlingerne resulterede i sidste ende i et sæt trillinger og et sæt tvillinger. Resten døde undervejs af forskellige årsager, enten spontant eller som følge af reduktion.

Undersøgelsen blev gennemført ved lange interviews, og der udkrystalliserede sig hurtigt fem temaer under samtalerne, når kvinderne blev bedt om at beskrive forløbet:

1) Det eneste, du tænker på, er at få en baby.

Alting drejer sig om dette, og deltagerne beskrev, at de kun havde dette ene at blive gravid for øje. Deltagerne sagde alle, at man ikke kan forberede folk på risikoen for at skulle igennem en fosterreduktion på forhånd, for de kan ikke bearbejde det, de får at vide. Selv om det blev forklaret, forstod de ikke betydningen af risikoen for at få flere end det ene ønskebarn.
2) Der er tre!
- Alle sagde, at det var bittersødt, at de var SÅ gravide. Beskeden blev modtaget med følelser, der strakte sig fra dyb bekymring til eufori, men det interessante, fremhæver Kate Collopy, var imidlertid , at flere som det første sagde til interviewerne: ”Nu skal jeg fortælle dig, hvordan jeg fik det at vide”. Meddelelsen om, hvor gravide de var blevet, blev ikke altid præsenteret  med den største behændighed og omtanke. Undersøgelsen viste, at måden, flerlingegraviditeten bekendtgøres for den enkelte har meget stor betydning, og desværre også, at mange, der står i det til daglig, ikke har fornemmelsen for at fortælle det ordentligt.
 3) Det er som et bombenedslag

Flere beskrev meddelelsen som et bombenedslag, for der skulle træffes en beslutning om reduktion så hurtigt efter, at de nærmest gik i chok.

Der var slet ikke tid til at indhente alle de oplysninger, der var nødvendige for beslutningen, ikke tid til at trække ressourcer ind, før beslutningen skulle tages, ikke tid til at sunde sig. Kvinderne ønskede at vide meget mere, inden de besluttede sig. Flere af dem forstod først nu risikoen ved at få så mange embryoer lagt op. De troede, det var ok bare at få lagt tre op, når nu lægen tog så let på det.
En af de interviewede fortalte sine omgivelser om sin beslutning om at reducere og blev mødt med spørgsmålet: - Hvordan kan du spille Gud  og beslutte at dræbe dem ? – Men vi har jo allerede leget Gud ved overhovedet at befrugte æggene kunstigt, svarede hun. Man taler kun om at spille Gud i forhold til, hvor mange man vil føde, men ikke når det handler om undfangelser.
- Det var påfaldende, siger Collopy, at kvinderne knap talte om de børn, der kom ud af behandlingen, men at de mest talte om hele den periode, hvor de ikke kunne få børn, og hele denne unormale graviditet

4) Det havde vi ikke fortjent

Kvinderne beskrev således, hvor smertefuld den ufrugtbare periode havde været, særligt for dem der havde mistet børn undervejs. Der var mange lag af tab forbundet med hele behandlingen, og derfor følte de, det var dybt uretfærdigt, at de netop blev stillet i dette livsændrende dilemma.

- Christina, der reducerede fra 3 til 2, ville ikke have scanningsbilleder. Hun ville ikke have skyggen oppe i hjørnet til at minde hende om, at der havde været en tredje. Slet ikke, når de havde været så meget igennem inden.  Der var en, som nægtede at reducere, og hun mistede alle tre i uge 11, men hun havde scanningsbilleder og opbevarer dem nu i en mindeæske, fortæller Collopy.

5) Hvad nu hvis/ hvilken en af dem ?

Langtidsvirkningen af deres beslutning beskrev deltagerne som  en lang periode, hvor de spekulerede på, hvordan resultatet af deres graviditet mon ville have været ved en anden beslutning.

En, der fødte dem alle, sagde: - Hvad nu, hvis vi havde valgt reduktion, hvad var der så sket, og hvilken en havde så ikke levet i dag. En anden sagde: - Hvad nu hvis vi ikke havde valgt reduktion, kunne vi så have haft bare et sundt barn eller et barn, lige meget i hvilken tilstand.
En af dem, der reducerede, fik to enskønnede tvillinger, og tænkte meget over, hvilket køn det reducerede foster mon havde haft.

- Vi er nu ved at undersøge, hvad fædrene mener, og hvilke overvejelser de har været igennem. Fosterreduktion er så stor en beslutning, at man måske skulle overveje at lade flerfold gravide møde nogen, der havde været igennem både en  behandling mod barnløshed og en beslutning om fosterreduktion, siger Collopy.

Fosterreduktion tilbydes i Danmark til alle, der venter flere end to uanset om det er naturligt undfanget eller opstået efter barnløshedsbehandling

Citat kun tilladt med kildeangivelse, Abelone Glahn www.tvillinger.com