Enægget mand, 91 år, om livet med broderen, der døde, da de begge var 80 år.

Vi var to selvstændige
men alligevel eet stykke. 

Abraham Kviatkowsky, 91, mistede sin tvillingebror for 11 år siden. De havde været sammen hele livet igennem. 

Fra væggen i spisestuen skuer et portræt af den russiske forfatter Lev Tolstoy. Et nærmere kig på portrættet afslører, at hver eneste streg i tegningen er mikrosmå ord, som danner hele skikkelsen, forfatterens hår, skæg, tøj, alt. Det er romanen Anna Karenina, der udgør hele portrættet. Billedet har Abraham Kviatkowskys far haft med fra Rusland til Danmark, hvor han og hans kone slog sig ned for snart 100 år siden.

Abraham Kviatkowsky er i dag 91 og den længstlevende af en søskendeflok på fire, der alle kom til verden i starten af århundredet i det indre København. To år efter, at Abraham og hans bror Konni blev født, nedkom moderen med endnu et tvillingepar, hvor kun pigen overlevede.
De tre søskende voksede op i Borgergadekvarteret i en tætpakket lejlighed, som først en hel del år senere blev skiftet ud med stueetagen i et hus på Amager, præcis det hjem, Abraham stadig bor i nu mere end 70 år senere.
På væggene hænger andre billeder , som fortæller om den jødiske baggrund, men det, opmærksomheden koncentrerer sig om, er et stort brunt-hvidt foto, som Abraham har fundet frem. Det havde hans mor altid havde stående ved sin seng, et foto af Abraham og den tveæggede tvillingebror Konni, taget da de var godt et halvt år gamle. Forskellen på de to drenge er tydelig. Det retoucherede billede er malet op i hånden på de centrale steder – de hvide kraver, det fine babyhår og øjnene – den enes er brune, den andens er blå.
- Vi var meget forskellige, men vi var alligevel menneskeligt eet, knyttet sammen som én, mindes Abraham, som mistede sin bror for 11 år siden.
- I vores barndom blev der ikke gjort noget særligt ud af, at vi var tvillinger. Livskampen var hård på det tidspunkt, vi voksede op, og man levede under de forhold, der bød sig. Vi var sammen hver dag og hver nat, kan man sige, for dengang havde man ikke sit eget værelse , og vi sov sammen til vi var voksne, selv efter at vi flyttede til huset her på Amager. I denne forholdsvis lille stue var der for eksempel senge overalt. Vi har ikke været meget fra hinanden. Jeg husker enkelt gang, hvor jeg skulle på feriekoloni alene. Jeg græd , var helt ulykkelig og savnede ham så meget, at de måtte hente ham.
Faderens kasketværksted blev flyttet ud i kælderetagen på Amager, og i mange år styrede først forældrene og siden Abraham og Konni derfra virksomheden, som talte deres egen arbejdskraft plus et par syersker.  Konni flyttede nogle få kilometer væk, da han blev gift og fik barn, og det samme skete for søsteren. Abraham blev aldrig gift, og efter faderens død var det ham, der passede moderen i huset. I dag bor han alene i stueetagen. 
- Vi var brødre på godt og ondt. Det var sådan, at nogen måtte tage ledelsen og initiativet, og det var mig. Det blandede han sig ikke i. Han hjælp med at lave alt det fysiske. Dengang var der ikke så mange valg, man tog det arbejde, man kunne få, og dét selv om jeg hellere ville læse og min bror hellere ville være blikkenslager. 
- En tvilling er noget for sig , men i tvillingeskabet er der jo to mennesker. Vi var sammen fra fødsel til død, ligegyldig hvordan det gik, men man må også tænke på, at vi var et produkt af vores tid. Var vi vokset op som tvillinger i dag, så ville vore muligheder have været anderledes, og måske havde vores tvillingeskab udviklet sig anderledes. I dag kan man rejse, man kan vælge uddannelse, man er ikke bundet til det, der er givet på forhånd.
Selv om vi var to meget forskellige mennesker, vil jeg stadig sige, at vi udgjorde en helhed. Udover at vi havde hver vore interesser, hver vores stærke og svage sider,  er den største forskel på vores liv nok, at den ene blev gift, men den anden ikke blev.
– Jeg blandede mig ikke i min brors ægteskab. Det var jo hans sag. Han måtte jo leve sit eget liv. Alligevel var hans sorger var også mine. Vi havde ingen hemmeligheder. Når han var ked af det, var jeg det også.
At miste sin tvillingebror var som at miste den ene halvdel, og det er svært for Abraham at tale om selv i dag:
- Da min tvillingebror døde, boede han på plejehjem, i Vedbæk hvor jeg besøgte ham hver aften. Jeg tog toget derop for at hilse på ham. Der gik ikke en dag uden at jeg sad der til ved 10-11 tiden om aftenen. 
- Selvfølgelig var det også svært at miste sin søster, men det var sværest at miste min bror.  Det er et stort savn at miste det menneske man har haft den tætteste tilknytning til, nok tættere end til sin kone, forestiller jeg mig. Den dag tænker jeg på alle de oplevelser, vi har haft sammen. Det er jo ikke væk, det dukker pludselig op. Jeg ser ham for mig, dér i stolen. Jeg kan høre, hvordan han talte, jeg ved præcis hvordan han ville sidde, hans måde at tale på, jeg ved, hvordan han ville se ud. Det kan jo ikke være anderledes, og  sådan har andre det sikkert også med nogen, de har stået tæt.
- Hvert enkelt menneske har en plads, hvor de fødes. Og dér hvor de ikke er mere, bliver de savnet, så længe, der er nogen, der husker dem.
Og Abraham Kviatkowsky husker.

Dette interview har været bragt i Ældre Sagens blad, juni 2000

Tilbage til Kritiske Livssituationer