En gammel smalfilm fra 1963 bringer mig tilbage til vores første skoledag. Skønt ridset, hoppende og dansende bekræfter filmstumpen det, som jeg godt vidste: Syv år og som sædvanlig, fuldstændig ens i tøjet, fra den kortklippede frisure ned til de hvide ankelsokker, fra de blå blazere med guld på brystlommen til de skoletasker, der hang og daskede på vores rygge, da døren går op på Vibevej 5 og vi kommer ud med mor i midten. Fars kamera følger os i alenlange minutter, mens vi går af sted ud ad landevejen, op mod det som dengang hed "Forskolen", hvor frøken Jensen og frøken Nielsen skal hilse endnu en først A og første B velkommen.

At vi kunne være kommet i hver sin klasse var, så vidt jeg husker, aldrig på tale. Vi var nemlig på det her tidspunkt allerede så vant til at blive set på som "tvillingerne", også i børnehaven, at vi ikke kunne forestille os andet. Vores enæggede identitet var det trygge og velkendte og derfor var det helt naturligt, at vi skulle gå sammen ind til Frk. Jensen, hvor den mest markante forskel på os de kommende år skulle blive at jeg skrev med venstre hånd og Dorte med højre, en forskellighed, der gudskelov ikke blev ændret på! Lidt identitet har man vel lov at have, også som énægget tvilling i 60erne, - og vores mor var trods alt pædagog og vidste godt, at venstrehåndede ikke var en slags sinker.

I det mindst hed vi ikke Inge-Lise eller Karen-Margrethe, den slags dobbeltnavne som i allerhøjeste grad var på mode blandt tvillinger i 50erne. Og alligevel. Inger og Dorte kunne sagtens trækkes sammen: Ingerdorte, eller slet og ret: Tvillingerne. Det sidste blev brugt ofte, vel sagtens fordi vi alligevel altid var sammen, og det blev konstant cementeret, at vi ikke var til at se forskel på. Nogle i klassen forsøgte ganske vist, fordi den enes tænder var lidt skævere end den andens, men ofte kunne de alligevel ikke huske, hvem det var der havde hvilket kendetegn. Enkelte lærere gjorde dog en dyd ud af at se forskel og dem mindes jeg den dag med en særlig form for respekt, for hvordan kunne de se os hver for sig, når vi dårligt selv kunne?

Vores rollefordeling, da vi var mindre, gik mest ud på at jeg foretrak at være dreng, fordi jeg altid havde fået at vide at jeg lignede min far, mens Dorte fik tildelt pige rollerne, fordi hun lignede mors familie. Dette lidt skæve forsøg på at finde forskellige former for identitet blev mindre markant, da vi nærmede os skolen, hvor jeg definitivt måtte opgive at stå op, når jeg tissede eller proppe nederdelen ned i buksestrømperne.

I stedet blev vores "vi-identitet" endnu stærkere: Vi sad helst ved samme bord, især var det vigtigt det første år, og det var et traume, da vi på et tidspunkt blev flyttet fra hinanden, fordi vi snakkede for meget. Senere udvalgte vi veninde-par, som heller ikke ville skilles ad, og på den måde blev det muligt at finde venner: De besøgte os som regel to og to, og da vi, med tiden, kom til at dele bord med andre i klassen, var det som regel disse veninde-par, som nådigst lod sig dele, en til hver tvilling. "Min egen" veninde har jeg aldrig haft, det var altid også min søsters. Selv vores første alvorlige skole-kærester var et venne-par, men på det punkt havde vi i øvrigt en tavs overenskomst: Vi gik aldrig efter den samme dreng.

Det største problem ved denne sammenfletning af personligheder var nok, at vi ikke alene altid gjorde det samme, vi var også nødt til at føle det samme. Var den ene glad, ja så var den anden det også, - og det var jo let nok udadtil. Meget værre var det når den ene blev ked af det, f.eks. på grund af tumult i en leg eller drilleri, og så gav sig til at græde: Det smittede straks af på den anden, som også begyndte at græde – og det vækker noget opsigt i en skolegård at der står to ens og græder i stedet for bare én grædende Inger eller én grædende Dorte. Men det var ganske enkelt uundgåeligt – og jeg kan godt forstå, hvis klassekammeraterne nogen gange fandt os temmelig trælse.

Min tvilling husker den dag i dag, hvor ubehageligt det var, når hun en sjælden gang blev tvunget til at gå i skole alene, fordi den anden var syg. Denne mærkelige følelse af pludselig at skulle træde i identitet – være sig selv. Det var noget, vi først for alvor blev nødt til at lære, da vi rejste fra hinanden – efter 13 års skolegang.

Inger Anneberg, journalist og enægget tvilling