Den daglige Skolegang.

Gode råd til forældrene:

Før skolestart:

  • Forbered dine tvillinger et par uger før skolestart på skolelivet, rytme og vaner ved fx gradvist at stå op, så det svarer til skoledagens start, hold frokost i samme tidsrum, introducer evt. nye sovetider.
  • Forbered dem på adskillelsen ved at vise dem skole, klasseværelserne, og fortæl dem, hvor de hører hjemme. Arranger, at I kan komme på besøg i en klasse, hvis ikke skolen allerede gør det.
  • Hvis tvillingerne aldrig har været passet af andre end nogen, de kender godt, så prøv at lade flere nye ansigter komme ind i deres liv.
  • Prøv at se, om det er muligt for tvillingerne at blive venner med "nogen fra vejen", som skal i den samme skole.

Under skoletiden:

  • For at lette hverdagen, specielt for lærerne, der ofte på længere afstand hurtigt skal kunne kende forskel på dine tvillinger, klæd dine tvillinger forskelligt, ja klip dem måske ligefrem forskelligt. Lav evt. et system i hvem der har hvilke farver på.
  • Hold fast i, at de skal kaldes ved deres navne og ikke ved massebetegnelsen "Tvillingerne, eller drengene/pigerne"
  • Hold jævnlig kontakt med skolen og følg med i udviklingen, specielt i starten
  • Giv fra starten lærerne en fornemmelse af, hvad der gør den enkelte tvilling tryg, og hvad der kan få temperamentet til at blusse.
  • Prøv at imødegå de mest stereotype opfattelser af tvillinger og myterne omkring dem
  • Undgå at kategorisere dine tvillinger som parvise modsætninger (den aggressive/den passive, den stille/den udfarende, den bløde/ den stærke). Betegnelserne vil blive modtaget med kyshånd, fordi det hjælper med at kende forskel på dem, men betegnelserne er selvforstærkende og vil hænge ved, længe efter at tvillingerne har skiftet rolle
  • Få separate skole-hjem samtaler for hvert barn og accepter ikke en tidsnedsættelse af samtalerne
  • Erkend, at du også kommer til at begå fejl som at sammenligne tvillingerne, kalde dem ved massebetegnelser og stort set gøre alt det, du beder lærerne om ikke at gøre.
  • Pas på, at du ikke uberettiget sammenligner klasserne. Der kan være mange grunde til, at de to klasser kommer forskelligt igennem årets pensum.
  • Er du utilfreds med læreren i den ene klasse, så overvej nøje konsekvenserne, før du beslutter at flytte rundt på tvilllingerne. Hvem skal "miste" kammeraterne? Vil enemærker blive overtrådt?
  • Du er som forælder den bedste advokat for dine tvillinger, men du skal huske på, at der livet igennem blir mange gange, hvor du skal stille op for dem, og du må hver gang overveje konsekvenserne, vælge dine "kampe" for ikke at køre træt, bare igennem skoleforløbet.

 

Læs også gode råd til lærerne