Debat: Tvillinger Dato: 14. december 1999 Fra: Henrik Kristensen Emne: Far til tvillinger gør status efter et halvt års børneorlov. I hele mit liv har jeg spekuleret på, hvordan det skulle være at få børn. Hvordan jeg skulle opføre mig overfor barnet, og selvfølgelig den gamle traver med at sådan og sådan skulle jeg i hvert fald ikke gøre. Alt sammen med henblik på at blive verdens bedste far. Nu hvor jeg er far, har jeg måtte erkende, at jeg ikke er verdens bedste far, endnu da, for den slags lærer man ikke efter et halvt år på forældre orlov. Jeg har måttet indse, at det kun er starten på en lang rejse under huden på mig selv. Følgende beskrivelse af mit forhold til mine børn, kan virke, som om at jeg er urimelig dagligt. Det er jeg ikke! Måske 6-7 gange på et år har jeg været ked af mine handlinger dog uden at have været kriminel. Alle de andre gange, i løbet af mine børns levetid, hvor jeg er blevet rasende, har jeg jo kunnet styre mig og grine af situationen eller trøste mig ud af den. Det er problemet med at kunne tackle mig selv, når jeg er i underskud af søvn, selvtillid og evnen til forståelse af mine børn. I sådanne situationer bilder jeg mig selv ind, at børnene både er udspekulerede og provokerende. Jeg har inden for børnenes første leveår gjort ting, som jeg ville have svoret, at jeg aldrig ville gøre ved børn. Ting, jeg ville have fordømt, hvis jeg havde overværet andre gøre det ved deres børn. Jeg nævner i flæng – ladet dem græde, råbt af dem, været sur på dem længe, kastet med dem, næsten rusket dem og en gang givet den ene et nakkedrag under frokosten. MEN DET ER TABU! Det er tabu at erkende den slags og en meget svær situation at stå i. For det første er man bange for, at det kan give barnet varige mén , og kan det mon ses på barnet. For det andet er man bange for, at andre skal få det at vide og fordømme dig. Men det værste er, at man bliver bange for sig selv. Det kan også skabe uro i ægteskabet, at den ene part optræder skidt overfor børnene, og når der er kurrer på tråden bliver det følelsesmæssige overskud til børnene endnu mindre. Men hvad gør man? Alene det at skulle søge hjælp er svært. Jeg har savnet en hotline. Et telefonnummer, man anonymt kan ringe til, når man er allermest ked af sine handlinger. Men det findes ikke endnu, så vidt jeg ved. Der er også et hav af dårlige undskyldninger for ikke at gøre noget ved problemet som f.eks: ’sådan er jeg vokset op’, og ’det tager han ikke skade af’, osv. Jeg har arbejdet intenst med mine dårlige handlinger. Jeg er endnu ikke igennem og kan stadig blive urimelig overfor børnene. Men jeg har erkendt mit problem. Besluttet mig for aktivt at bekæmpe den djævel, som kommer op i mig. Hvorfor jeg også skriver dette indlæg. Jeg har involveret min kone 100% og delagtiggjort hende i mine overvejelser og åbent diskuteret emnet med familie og venner. Jeg har bla. Bedt min kone om slet ikke at acceptere dårlig opførsel og spurgt min familie om råd. Jeg benytter også mine nærmeste venner til at læsse dårlig samvittighed af på. Den dårlige samvittighed kan man ikke bruge til noget konstruktivt. Dårlig samvittighed hæmmer blot selverkendelsen. Det er jo ikke synd for mig, men derimod synd for børnene. Jeg er begyndt med at tage fat i hver enkelte handling og så analysere de følelser, der drøner over mig, når jeg er rigtig sur på børnene, og så være hudløs ærlig over for mig selv. Ofte er det meget egocentrerede følelser, der får lov at styre mine handlinger. Følelser jeg slet ikke er vant til at tøjle. Jeg forsøger mig med at sige højt, hvad jeg føler i de givne situationer, for at nå frem til erkendelse af problemet, som gør mig sur her og nu. Det har sjældent særlig meget med barnets handling at gøre, hvorfor det virker ekstra uretfærdigt. Måske har du erfaringer du vil give videre, andre redskaber, en god bog, et tricks eller blot en tilkendegivelse af, at jeg ikke er den eneste i verden med disse følelser. I det tilfælde er du meget velkommen til at besvare mit indlæg. Med venlig hilsen Henrik Kristensen