Tilbage
til hovedside
(Tekst fra Pjece fra:)
Ultralydklinikken for Gravide
tilbyder ultralydscanning af dit foster på højeste niveau. En
ultralydscanning kan betragtes som barnets første helbredsundersøgelse.
Ultralydscanningerne bliver udført
af speciallæger eller ultralydsygeplejersker med meget stor erfaring i at
diagnosticere det normale og det unormale foster i alle uger af
graviditeten. Efter
ultralydscanningen vil du straks blive informeret om resultatet og få et
skriftligt svar. Der vil være mulighed for at optage undersøgelsen på
video.
Ultralydscanning
i 6.-10. graviditetsuge.
Ved denne tidlige ultralydscanning kan vi se om
graviditeten befinder sig i livmoderen eller udenfor livmoderen og vi kan
vurdere om graviditeten udvikler sig normalt. Vi kan se om der er et eller
flere fostre. 2% af alle graviditeter er tvillinger.
Ved tvillinger kan vi konstatere om det drejer sig om enæggede eller tveæggede
fostre.
Fra 7. uge vil vi, ved en normal graviditet, kunne se et fosterhjerte
banke. Vi vil kunne bestemme det forventede fødselstidspunkt.
Denne ultralydscanning er især betydningsfuld for kvinder, der tidligere
har oplevet at være gravid udenfor livmoderen, har haft en ufrivillig
tidlig abort eller har haft blødning i nuværende graviditet.
Ultralydscanning
i 11.-14. graviditetsuge.
Tidlig misdannelsesscanning. Ved denne
ultralydscanning kan vi se om fosteret er normalt udviklet svarende til
graviditetsugen. Store misdannelser vil kunne ses.
Vi vil kunne bestemme det forventede fødselstidspunkt.
Tvillinger kan vurderes til at være enæggede eller tveæggede.
Nakkefoldsscanning
udføres også i denne alder. Ved at måle bredden af væsken ved
fosterets nakke, vil vi kunne vurdere risikoen for det enkelte foster for
at have mongolisme (Downs syndrom).
Denne måling sammenholdes med fosterets længde og moderens alder og
herved kan 70% af alle fostre med mongolisme findes.
Ved en øget risiko for mongolisme anbefales at den gravide får foretaget
en moderkageprøve for at finde evt. kromosomfejl.
Ultralydscanning
i 18.-22. graviditetsuge.
Ved denne ultralydscanning vil hele fosterets anatomi
blive undersøgt. Specielt vil vi gennemgå fosterets ansigt, hjerne, rygsøjle,
hjerte, nyrer, mavesæk, tarme, arme og ben.
Ved denne scanning vil vi ofte kunne se, om det bliver en dreng eller en
pige.
Tvillinger kan også i denne alder vurderes til at være enæggede eller
tveæggede, men resultatet er mere sikkert tidligere i graviditeten.
Blodgennemstrømningen i blodkar til livmoderen vil blive målt. Ud fra
dette mål, vil der kunne gives en risiko-beregning for, om der er øget
risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning og om fosteret har øget
risiko for at vokse mindre end normalt.
Denne ultralydscanning er af stor betydning for alle gravide og især for
kvinden, der tidligere har haft svangerskabsforgiftning eller født et
meget lille barn.
Ultralydscanning
i 23.-42. graviditetsuge.
Denne ultralydscanning vil vise dig om dit foster vokser normalt. Der vil
blive udregnet en vægt og hvis vægten afviger fra gennemsnittet, vil der
også blive målt blodgennemstrømning i navlesnoren og i fosterets
hjerne. Ved denne måling kan vi vurdere om barnet blot er et lille
normalt barn eller om barnet ikke får næring nok i livmoderen.
Denne ultralydscanning henvender sig til alle gravide.
Livmoderhalsens længde kan måles. Dette har især betydning for kvinder,
der tidligere har født for tidligt eller har symptomer på truende for
tidlig fødsel.
Ultralydklinikken
for Gravide
Lillian Skibsted, Ph.D., speciallæge i gynækologi og obstetrik
og
Anne-Cathrine Shalmi, speciallæge i gynækologi og obstetrik
www.ultralydklinikken.dk
|