Nyheder
FØR  UNDER  EFTER  VOKSEN   TVILLINGEFAMILIEN  
IDENTITETSDANNELSE
  KRITISKE LIVSSITUATIONER  
FORSKNING 
HVEM ER VI  MARKEDSPLADS 
LINKS 
   DINE ERFARINGER  PANEL  FORSIDEN
  
tilbage til forsiden



Eline Sigfusson Paludan er forfatter til den nye billedbog for de yngste om at blive storesøster til to på een gang.


 

"Lillebror og Lillebror".
ISBN: 9788763805377

32 sider  199 kroner, forlag Høst og Søn.

Indhold:
Johanne skal ikke bare have een lillebror, hun skal have to.
Hendes mor er nemlig gravid med tvillinger.
Nogle gange er det rigtig hårdt at være storesøster, men tiden går, og efterhånden bliver de to små brødre Johannes bedste venner.

Forfatteren Eline Sigfusson Paludan er cand. mag i musik og kulturformidling. Hun bor i Hvidovre og er mor til tre- heriblandt selvfølgelig et par tvillingedrenge.

Illustrator Tove Krebs Lange er uddannet på Skolen for brugskunst og arbejder mest med børnebøger, skolebøger og bogomslag.

Tvilllinger.com har bedt Augusta om at anmelde bogen. Augusta er i dag 18 år og har to tvillingebrødre på 16 år.
-

Anmeldelse:

”Jeg har en opgave til dig. Ku’ du ikke tænke dig at anmelde denne børnebog”? Det var de ord min mor så elskværdigt kastede i hovedet på mig, da jeg den anden dag kom hjem fra en lang dag på gymnasiet.

Jeg husker at have kigget på omslaget længe, før jeg overhovedet åbnede den. ”Lillebror og lillebror”, skrevet af Eline Sigfusson Paludan og illustreret af Tove Krebs Lange, handler om lige præcis dét jeg er - søster til tvillinger. Og ikke bare søster, men storesøster.
                      Det er mig, der skal bekymre sig om dem, lære dem op og underholde dem, på alle de måder, som mine forældre ikke gør. Så derfor ved jeg vel om nogen, hvad bogens hovedperson går igennem. Alle der er søster eller bror til tvillinger ved, at man her har at gøre med en helt speciel slags søskende, for lige meget hvad der sker, vil de altid have hinanden. Ikke desto mindre burde mit kendskab gøre det nemmere at læse bogen. 

Bogen handler om Johanne og hendes ændring i hverdagen i form af to små drenge. Der opstår de naturlige følelser, som alle børn får, i det øjeblik de går fra enebarn til søster eller bror. Der fremkommer stolthed, jalousi og nysgerrighed. Hvordan skal Johanne være omkring de to nye, hvordan kan hun få mor og fars opmærksomhed og hvem er hvem af de to små drenge? Vi følger alle disse situationer i bogen, fortalt med strejf af humor og ganske sjove og fint illustrerede tegninger.  

Da jeg var lille, så jeg først og fremmest mine tvillingebrødre som to ting, 1- nye legekammerater og 2- konkurrenter. Her fik jeg to dejlige drenge, som med tiden skulle vise sig at blive mine små tjenere og (u)villige legekammerater. Hvis jeg sagde ”nu leger vi det”, jamen så legede vi det, uden spørgsmål eller indvendinger.
Med tiden fik de mere selvbestemmelse, men jeg vil med næsten sikkerhed i stemmen kunne sige at vi nok altid vil lege efter min tone. Samtidig med jeg fik to venner, fik jeg også to konkurrenter, i hvert i de første 10 år af deres liv.

Johanne oplever den samme jalousi, som jeg gjorde, og som alle søskende gør. Det er svært nok med en lille ny, der tager opmærksomheden til diverse familiefester, og når der så oven i købet er to af dem, så gør det konkurrencen nemmere. Mor og far er én ting, men en hel flok af både bekendte og ubekendte folk, der straks spotter de to nye, er en sværere opgave, når man stadig selv er lille. Jeg yndede at tage sutten fra mine brødre,  når min mor eller far så væk, stille mig på gulvet og råbe og skrige, eller tiltrække opmærksomhed ved at lave et show for dem alle fire.

Da Johanne i bogen bliver jaloux, synes jeg dog, at problemet bliver løst noget hurtigt, med en tur i zoo, for derefter at virke som om det ikke vil ske igen. Der må jeg dog indvende, at jalousi ikke er noget, der forsvinder efter en enkel tur i zoologisk have uden tvillingerne. Men før jeg skræmmer nogen nybagte forældre om dette, skal det siges, at jeg tror på, at jalousien er med til at styrke og opbygge en stærk personlighed hos storesøster eller storebror, så længe man husker på at give dem deres retmæssige portion opmærksomhed til diverse ”første-gangs-ting”, så som første skoledag, første cykeltur o.s.v. 

Der er ingen tvivl om, at bogen vil være god at anskaffe sig, for den er sjov og vil give søsteren eller broderen en chance for at identificere sig med Johanne i bogen og de samme situationer.
Men jeg tror ikke, bogen vil have en større effekt på barnet. Ikke fordi den ikke er god, for det er en god børnebog, men jeg mener bare, at budskabet ligger mere til forældrene. Denne bog skal ikke kun  læses af søskende til tvillingerne, men også af mor og far. For her kan de læse om, hvad det er de står overfor.
En svær, men dejlig opgave.

 Augusta 18 år, storesøster til Albert og Valdemar 16 år.


 

tilbage til forsiden

 

 


”1+2=3: Store­bror til Tvillinger” er skrevet af Marianne Grymer Bargeman og illustreret af Sus Borgbjerg.
Billedbogen fortæller, hvordan kan være at blive storebror til et sæt tvillinger, der kræver masser af opmærksomhed, tid og arbejde af mor og far.

”1+2=3: Store­bror til Tvillinger”
ISBN:978 87 91926 80 8

32 sider 198,75  Turbineforlaget

Indhold:
”Da Axel gik i seng, var han en helt almind­elig lille dreng. Da han vågnede, var han ble­vet ligeså stor som en… STOREbror. På bare én nat. Den nat kom de TO babyer ud af mors mave”.
 

For en storebror/søster er oplevelsen af at få to konkurrenter på én gang både an­derledes og voldsom. Denne bog handler om forventninger, skuffelser og glæder ved at få tvillinger i familien. Bogens illustrationer gør det let for barnet at identificere sig med de modsatrettede følelser, der er forbundet med at blive storebror.  

Det har været vigtigt for bogens forfatter, at tekst og illustrationer supplerer og komplet­terer hinanden. Resultatet er enkelt, origin­alt og humoristisk. Brug af fotos gør det let for børn at identificere sig med hovedper­sonen, ligesom collageteknikken egner sig visuelt til at formidle hovedpersonens følels­er. Fx levner de store bryster, drikkende babyer og sofabetrækket kun et lille hjørne til storebror, som både fysisk og psykisk kommer lidt i klemme pga. dobbeltamningen Illustrationerne benytter sig af enkle, børnekendte ikoner, der fremmer samtalen med børn fra 2 års alderen og opefter.  

Samtidig appellerer bogens 1950’er inspir­erede farvepalet og stramme, lækre udtryk til dagens stilbevidste forældre.  

Marianne Grymer Bargeman (f. 1974) har, som mor til tvillinger og en ældre søsk­ende, haft udfordringen inde under huden. Hun ved derfor, hvor svært det kan være for storebror eller storesøster, når mor og far kommer hjem med ikke bare en men to min­dre søskende. Marianne Grymer Bargeman er endvidere kunsthistoriker og har bidraget til flere antologier, tidsskrifter, kataloger, børneguides og undervisningsmaterialer. Hun er ansat som kunstformidler på Statens Museum for Kunst.

 ”1+2=3 – Storebror til tvillinger” hører hjemme på ethvert bibliotek, på sygehuse og i institutioner landet over. Bogen er en tiltrængt håndsrækning til den lille, ofte oversete, men dog stadig voksende gruppe af børn, som får tvillinger i familien – og samtidig en støtte til deres forældre.